Ansvar: grænser og pligter i samfundet

Der er grænser for, hvor meget man skal blande sig i andres liv. Men den grænse er svær at definere; hvor går den? Er det mit ansvar at fortælle min lærer, at en eller anden har kopieret hele sin opgave fra nettet? Er det mit ansvar at ringe til politiet, hvis der er indbrud i naboens hus, og de ikke er hjemme? At stoppe en mobbesituation? At skride til hjælp hvis der opstår slåskamp? Eller at hjælpe veninden med sit indviklede kærlighedsliv? At små børn i alverdens lande sulter? Skal jeg blande mig? Er det virkelig mit ansvar? Det er ikke til at vide. Situationer vil komme, hvor man vil være i tvivl om, hvem der har ansvaret for hvad. Mange løber bare fra ansvaret eller sender det videre til den næste i rækken. Ordet ansvar bliver brugt flittigt af alle: lærere, journalister, forældre, politikere osv. Man bliver tillagt en vis mængde ansvar, som man pludselig får travlt med at fralægge sig, hvis det kan få nogle alvorlige konsekvenser.

Hvis en ven gik ud og lavede noget kriminelt, ville jeg frabede mig al viden til at starte med. Jeg har jo på en måde en pligt at fortælle, at vedkommende er ude i noget skidt, men det ville virkelig tynge min samvittighed sådan at ”stikke” min ven. Jeg vil jo helst ikke svigte mine venner/veninder, eller nogen andre for den sags skyld. Så hvis jeg ikke vidste noget om nogen der havde begået kriminalitet, så ville jeg ikke behøve at lyve ved en eventuel konfrontation. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Men hvis jeg nu står i en situation og er direkte vidne til at min ven laver noget kriminelt, så ville jeg blive vred på min ven, men alligevel fortælle vedkommende, hvor ansvarsløst det er at ødelægge sin egen fremtid på den måde, og forsøge at få min ven til at melde sig selv – så ville pågældende evt. få en mildere dom – selvom vedkommende helt sikkert ville blive vred på mig. Hvis min ven så ville nægte, så tror jeg ikke, at jeg selv ville gå direkte til politiet men måske alligevel fortælle en nærtstående voksen om problemet – så kan det være, at den voksne ville gå til politiet i stedet for mig. Vi har jo alle det ansvar, at hvis man er vidne til en forbrydelse, så har man pligt til at melde det, og så er det ligegyldigt, om forbryderen/ den kriminelle er ens ven eller ej. Lovovertrædelsen bliver jo ikke mindre af, at man kender pågældende.