Den langsomme skabning og vejen ud af dalen

Det var varmt i dalen som det altid plegede. Fuglende sang som de altid plegede. Og bækken skvulpede som den altid plegede, lige så stille og fredfyldt. Men dybt dybt nede i græsset, lå der en lille skabning. Den vidste ikke hvorfor den var til eller hvorfor det hele gik så langsomt. Den kunne sidde og kigge på harene mens de sprang afsted eller kronhjorten der kunne løbe hurtigere end alle de andre dyr, hoppe lystigt frem og tilbage, og hver gang den langsomme skabning prøvede på nogen af de ting, kunne den kun rykke et par centimeter før den blev træt igen. Det hele gik så langsomt, at den blev så træt af det, så den blev nødt til at sove det væk. Skabningen havde undret sig hele livet over hvad den var, og hvorfor den skulle blive i dalen forevigt. Så den brugte fyrre dage, og fyrre nætter på at slæbe sin fugtige krop hele vejen over til søen i den anden ende af dalen. Der mødte den en svale som drak af søen. "Hej, ved du hvor jeg finder ud af dalen?" spurgte den fuglen. "Ja, jeg kan flyve dig ud af dalen, men jeg vil have nogle biller for det" svalen kiggede mistæntsomt på skabningen. Og den vidste at den ikke kunne fodre svalen med biller, for billerne i skovbunden var jo dens venner. "Jeg kan ikke give dig biller, men du kan få masser af motion og luft i lungerne af det!" svarede skabningen kækt. "Nej, så vil jeg ikke, du slimer alle mine skinnende fjer til!" svalen lettede og fløj så hurtigt den kunne væk. Skabningen ville løbe efter den, men den kunne ikke for den var alt for langsom. Skabningen måtte finde en mere rar fugl den kunne flyve væk på. Så den brugte fyrre dage og fyrre nætter på at slæbe sin fugtige krop hele vejen over til den mudrede pløjemark, hvor den mødte en måge. "Hej, ved du hvordan jeg finder ud af dalen?" spurgte den fuglen. "Ja, jeg kan flyve dig ud af dalen, men jeg vil have nogle regnorme for det" mågen kiggede skarbsindigt på skabningen. Og den vidste at den ikke kunne fodre mågen med regnorme, for regnormene i mudret på marken var jo dens venner. "Jeg kan ikke give dig regnorme, men du kan få masser af motion og luft i lungerne af det!" svarede skabningen kækt. "Nej så vil jeg ikke, du slimer alle mine hvide fjer til!" mågen fløj så hurtigt den kunne væk. Skabningen ville løbe efter den, men den kunne ikke for den var alt for langsom. Skabningen måtte finde en mere hjælpsom fugl den kunne flyve væk på. Så den brugte fyrre dage og fyrre nætter på at slæbe sin fugtige krop hele vejen over til mosen, hvor der stod en fiskehejre og kiggede efter frøer. ”Hej, ved du hvordan jeg finder ud af dalen?” spurgte den for trejde gang. ”Hej, snegl.. Ja jeg kan flyve dig ud af dalen, hvis du giver mig nogle frøer”. Den langbenede fugl kiggede høfligt på skabningen. ”Er jeg en snegl? Hvad er det?” ”En snegl er sådan en som dig” Svarede fuglen klogt. Sneglen var altid blevet drillet af frøerne med at de kunne hoppe så højt og langt, og sneglen ikke kunne nogle af delene. Så den ville med glæde fodre fiskehejren med frøer. ”Ja, jeg kan godt fange nogle frøer for dig!” svarede sneglen muntert. For nu skulle den endelig væk fra dalen, efter alle de år! Så sneglen og fiskehejren brugte hele den lange nat på at lokke frøer til med sneglens jamren, og fiskehejren snuppede dem når de kom tæt nok på. Den næste morgen fløj de så afsted. Fiskehejren med sneglen i dens klør. Da de havde fløjet langt nok væk fra dalen og helt in til byen, sagde sneglen at den gerne ville af. Den blå himmel var der ikke mere, og der var mørke tunge skyer over de smalde kolde gader. Sneglen følte sig stor og indeklemt i de mørke gader. Der var ikke en sjæl at se. Og der var nogle store metal ting der osede med giftige gasser. Sneglen kunne ikke se hvorfor den havde gjordt så meget for at komme sådan et frygteligt sted hen. Der var nøgle larmene bøn på gaden, der legede med et rundt hjul. Da de så sneglen råbte de ”snegl!” og prøvede på at trampe den flad med deres store vinter støvler. Sneglen kunne ikke flygte, fordi den var så langsom. Så den lå helt stille, og spillede død. Børnene troede at det var en gammel og død snegl, så de gik deres vej. Fiskehejren så det hele oppe fra luften, og styrtede ned efter sneglen så hurtigt den kunne. ”Hvor vil du nu hen?” spurgte fiskehejren, da den havde samlet sneglen op i sien store klør. ”Et mindre farligt sted” svarede sneglen, og tænkte på dalen. ”Flyv mig til dalen igen” besluttede den sig. De fløj hele natten, så det passede at de var i dalen næste morgen. Og sneglen besluttede sig for aldrig at forlade dalen igen, for luften var så frisk og ny der, det hele var så grønt, og himlen var altid blå, og vandet var altid rent. Sneglen ville aldrig give slip på det den havde nogensinde igen, for det var for godt til at være sandt.