Døden: god, ond eller drømmeløs søvn?

God er døden vel ikke, eller er den? Ingen ved jo hvad der sker efter man dør, så det er vel umuligt at fastslå hvad der sker. Om døden er god eller dårlig er vel det vigtigste spørgsmål, indenfor det her emne. Hvis man ikke ved det, kan man ikke tage stilling til død. Man kan jo heller ikke købe en sofa, uden at vide hvordan den ser ud. Jeg vil gå ud fra tre hovedpunkter. Det første punkt er at døden er ond. Det er vel hvad de fleste menneske tror. Det andet er at døden er god. Det er nok de færreste der glæder sig til at dø den gode død. Og den sidste, og nok den invikledeste, om døden bare er en dyb, drømmeløs søvn. Hvor man bare holder op med at eksistere. Hvis døden er ond, vil man ikke dø. Det er meget enkelt. Men hvis døden er ond, skal man så ikke leve livet fuldt ud, så man ikke dør med en masse fortrydelser, over ting man ville have gjort, men aldrig fik gjort? Skulle man så ikke bare skide på sin uddannelse og rejse til Las Vegas? Man kan jo ikke bruge sin uddannelse til noget år man er død. Og den er jo bestemt ikke sjov. Men til gengæld skal man bruge sin uddannelse til at få et godt job. Og når jeg siger et godt job, mener jeg bl.a. med masser af penge. Og penge er jo lig med frihed. Og frihed er jo lig med det alle ønsker. Altså at leve livet fuldt ud. Så man kører jo ligesom i cirkel. Men finder jeg den gyldne mellemvej, skal jeg nok sige til! Det leder mig over til at andet punkt. Hvis døden er god, altså fuld af liv (ironisk nok) og glæde, vil man så gerne dø? Bare slippe for alt det her krig, smerte, svigt og sorg. Skulle man så ikke glæde sig ved andres død? Holde en kæmpe fest i stedet for begravelse, og fejre at de er kommet til at bedre sted, og ønske at det næste gang var en selv. Skulle vi så ikke alle sammen bare begå et stort kollektivt selvmord? Bare tage en smertefri pille, og komme i himlen. Jeg ved jeg aldrig vil blive i stand til at tanke sådan, medmindre jeg er helt, fuldstændig (men ikke bombesikker) på at det virkelig er et bedre sted. Er det ikke også lidt kujonagtigt? Bare sådan give op, og tage den nemme vej. Det tredje, og sidste (men bestemt ikke mindste) punkt: Om døden bare er en drømmeløs søvn? Jeg går ud fra at man ikke kan føle eller huske når man "sover". At man bare holder op med at eksistere. I det digt vi læste, blev der rejst et meget godt spørgsmål. Nemlig; hvem kan svigte en død? Det er rigtigt at man ikke kan svigtes, såres eller irriteres som død, men kan heller ikke opleve noget. Man kan ikke opleve glæde, kærlighed, sommerfugle i maven, følelsen af at værre nogen, følelsen af at kramme sin søster, følelsen af at være lykkelig, beruselsen man føler ned af en stor bakke, i en rutsjebane. Men der er jo også mange dårlige ting her. Nogen har ikke nogle søskende, ikke nogen familie at holde af. Ingen der holder af dem. Nogen vil lade sig slå ned af al krigen smerten og af alle dem der sårer og svigter. Nogen mennesker vil måske være så forblindede af alt det mørke i verden. Men skal man ikke bare holde ud, og håbe på det bliver bedre? Mange spørger hvorfor der er så meget ondt (krig, terror, had, smerte osv.).. i verden. En klog mand (vist nok filosof) at hvis man aldrig havde følt sult, ville man ikke vide hvordan det var at være mæt. Hvis vi nu alle sammen gik rundt og var konstant lykkelige, ville vi jo ikke vide at vi var det. Vi havde jo aldrig prøvet andet. Det sætter ligesom alt i perspektiv. Jeg frygter stadig døden, og det vil jeg gøre til jeg finder en smertefri selvmordspille, og en stensikker forklaring på hvad der sker efter døden. Tanken om bare at holde op med at eksistere skræmmer mig også. Men de fleste mennesker frygter nok også døden af samme grunde som de frygter indvandrere. De frygter dem, fordi de ikke ved noget om dem. De frygter på grund af deres uvidenhed. Og det var så min konklusion.