Det er nat, og så ensom jeg føler mig her alene på gaden. Jeg er på vej hjem. Det er vinter, her er bidende koldt, min krop ryster under lagene af varme bluser, som jeg har iført mig. Jeg fryser dog alligevel og slæber mine trætte fødder gennem den hvide glinsende sne. Alt bag mig er helt sort, jeg kan intet se. Jeg kan mærke de våde snefnug falde blidt på mine kinder, som små fine krystaller smelter de og bliver til tårer. Mit hår blafrer lydløst i vinden til kattens jammer efter mad (skønt det er svært at finde noget i denne kulde). Jeg kan dufte den sene jule-grand, som hænger i store guirlander fra den ene til den anden side af gaden. Mine øjne løber i vand og danner en våd kant på min halsedisse, som jeg har trukket op til næsen. Kulden bider i mit ansigt og jeg må ånde ud, for bedre at kunne holde varmen under stoffet. Mine læber er sprukne og en smag af blod og jern rammer mig bagerst på tungen. Lyskæderne i gavlene blinker i forskellige farver og skaber hygge i de tomme stille gader. Uden at være helt skræmt, er her faktisk ret uhyggeligt. Jeg forestiller mig; voldtægt, kriminalitet og terror i undergrunden. Jeg ved, at det er forfærdelige tanker, tanker som ingen har lov at tænke og noget som slet ikke må være i stand til at ske. Men jeg har intet at frygte, vi lever nu i et samfund, der i døgndrift bliver overvåget. Jeg føler mig beskyttet, jeg er mere tryk ved at bevæge mig ud sent om aftenen. Jeg ved, at den fare som luer rundt om hjørnet, højst sandsynlig vil blive opdaget og at den fare ikke vil være den samme om 5 år – så hurtigt går udviklingen alligevel. Folk bliver nu anholdt på kontrolcentre og ender i et dna-register. Rundt omkring i verden, kan man lige pludselig ikke tillade sig alt.
Det er gratis at oprette en konto