Vi løb. Forpustede og skræmte løb vi for vores liv. Det var nat, og det var koldt, og gaderne var øde. Kun lyden af vores tunge fødder trampende mod jorden brød mørkets tavshed. Vi kunne ikke gemme os, for de holdte øje med os. De så hver eneste bevægelse og hvert eneste åndedræt. Man kunne intet skjule for de forfølgende øjne. Kim havde efterhånden svært ved at følge med, men jeg sænkede ikke farten velvidende om, at hjalp jeg ham ikke, fik jeg ham måske aldrig at se igen. Der var ingen at se, men stadig løb vi. I håb om hvile løb vi ind under en bro og gemte os der for en stund. Mens vi stod der og gispede efter vejret, tænkte jeg tilbage på hvordan vi dog var havnet i denne situation.
Det hele havde startet nogle få dage tidligere, mens Kim og jeg havde været en tur i byen. Der var mænd iklædt lange sorte frakker overalt. Det var dem. Det var håndhæverne i dette overvågede samfund. Altid kunne de se dig, men sjældent så du dem. De stod uden foran et af diskotekerne for at anholde en mand der havde smidt noget skrald på gulvet. Det var efterhånden småting der skulle til, før man blev anholdt. Både Kim og jeg var blevet så rasende over anholdelsen af denne mand, at vi besluttede os for at sætte en stopper for det hele. Det havde nemlig ikke altid været sådan. Engang, for flere år siden, var der ingen overvågning. Kun de mest nødvendige steder, såsom i butikker og på togstationerne. Men så kom den dag hvor regeringen besluttede at sætte et hav af overvågningskameraer op overalt, for at nedsætte den efterhånden hårde kriminalitet. Befolkningen syntes i starten at det var en fantastisk idé, lige indtil aflytning af folks telefoner blev aktuelt. På det tidspunkt var kriminaliteten allerede faldet drastisk, men det var ikke nok for regeringen. Og det varede ikke længe før de havde indført dødsdøm i Danmark. Det fik en befolkningsgruppe til at demonstrere, hvilket blot havde resulteret i at den nye straf blev indviet. Efter denne hændelse var der ikke længere nogen der turde sige regeringen imod, i frygt for at de kunne blive de næste. Selvom der ikke længere var nogen form for kriminalitet, strammede de endnu engang rebet. Det var hurtigt blevet sådan at man kunne blive anholdt og dømt for de mindste ting. Og desværre fandt vi os i det. Men nu skulle det være nok. Kim og jeg havde sat os for at gøre alt hvad der var i vores magt, for at stoppe dette vanvid. For at starte et sted begyndte vi at dække samtlige kameraer til som vi mødte på vores vej. Men vi havde knap nok været i gang i en time da de kom efter os. Vi vidste hvorfor, og vi vidste hvad konsekvenserne ville blive. Og det var sådan vi endte på flugt.
Det er gratis at oprette en konto