Den sidste time

Kun en time tilbage. Der var et desperat udtryk i hans øjne, havde han virkelig fortjent det? Han stirrede op mod uret, der hang på den kolde betonvæg. Straffen var retfærdig, det vidste han godt, men alligevel, når man sad der og kiggede på uret, i et desperat forsøg på at få tiden til at stoppe, blev man alligevel lidt i tvivl. Der havde været mange der var i tvivl om hans sag, men han havde vidst hvad udfaldet ville blive. Han havde vidst det fra det øjeblik, han forsigtigt havde skubbet dørene op til retssalen. Alles øjne havde været rettet mod ham og de ellers lystige samtaler, som havde foregået derinde, var dødede hen, da han trådte ind. Deres blikke havde været klistret på ham og overvågede hans eneste bevægelse. Først havde han prøvet at holde hovedet højt, men at se ind i alle de beskyldende blikke, havde fået ham til at sænke hovedet, der var ingen ting at holde hovedet højt over. Deres blikke var kun blevet hårdere og hårdere, da hans sag blev fremlagt for dommeren. Han kunne lige så godt have været en kanin, der blev kastet ud til en flok ulve, der ikke havde fået mad i flere dage. Han havde ikke haft en chance, for at overleve. Det havde været det samme i retssalen. Jo længere ind de kom i hans sag, jo mere forargede blev alles blikke omkring ham. Til sidst havde han haft lyst til at løbe op og råbe ”jeg er skyldig, jeg er skyldig! Jeg tager min straf som den er, men lad vær med at kigge sådan dér på mig! Jeg er også menneskelig, at i ved det!” men han havde ikke gjort det. Hvad nytte ville det have gjort. De troede allerede at han var umenneskelig og et udbrød, havde nok ikke hjulpet på deres meninger. Nogle var begyndt at sidde og små hviske og sende ham skumle blikke. Det hele var håbløst. Han havde følt sig så fortabt og den knude han havde siddende i maven, blev kun strammere. Til sidst kunne han kun kigge ned i bordet af skam. Han var et uhyre. Hvad havde han dog gjort? Var han virkelig så koldblodig, som alle sagde han var? At høre det hele, fik væmmelsen frem, og han havde fået en klump i halsen, tårerne havde presset sig på. Hvordan kunne han holde sig selv ud? Når han tænkte over det, kunne han ikke holde sig selv ud, han angrede det han havde gjort. At se sig selv i spejlet var en umulig ting at gøre, han kunne ikke se sig selv i øjnene.