Anmeldelse af Mette Thomsens 'Plastic'

Mette Thomsens roman ”Plastic” handler om temaerne identitet og kvindelighed, ligesom det gør i hendes debutroman ”En superhelts bekendelser”.

Vi bliver i denne roman inddraget i en fortælling, om en ung kvindes problemer med sit selvværd og det at acceptere sig selv, og som man ser ud. Mona må gå en gruelig masse igennem før hun indser at der ikke er noget der hedder den perfekte verden eller det perfekte liv. Det som er perfekt for nogle mennesker er måske ikke det perfekte for en selv. Verden er heller aldrig som den ser ud.

Hovedpersonen 26-årige Mona (Popcorn) Hansen stræber efter det perfekte. I første omgang ikke det perfekte liv, men det perfekte udseende og den perfekte facade, så det ser perfekt ud udadtil – så hun ligner modellerne i reklamerne som ingen fejl har, som ikke sveder eller lugter. Hun ønsker Barbie’s udseende og regner med at det perfekte liv følger med. Mona får lavet hele sit udseende om ved hjælp af plastic operationer, hun vil nemlig være fejlfri, så hun bliver lagt mærke til og regnet for noget. Hun lever nemlig for højdepunkterne – og ikke andet. Mona mener at butikkernes plasticposer udstråler identitet. Så gør det ikke noget, at posen er tom. Ligesom Mona mere og mere bliver tom som antallet af plasticoperationer vokser. Mona glemmer helt at virkeligheden stadig findes indtil Vera dukker op i hendes liv. Vera er Monas nye lesbiske nabo. Hun er en modsætning af Mona, hun er menneskelig og hendes stue er møbleret med gamle og hyggelige møbler, mens Monas lejlighed er kold og kunstig og næsten ikke møbleret, man får næsten et indtryk af at den er helt hvid. Vera gør næsten ikke noget ud af sig selv, hun tager kun lidt mascara på, når hun skal i byen. Vera vækker nogle følelser i Mona, som ikke passer til Monas perfekte liv. Vera er irriterende, hun bliver ved med at minde Mona om virkeligheden. Vera skal ud af Monas liv, så det igen bliver perfekt, Vera passer ligesom bare ikke ind i billedet. Mona bliver nød til at skille sig af med Vera, Mona bliver nødt til at slå hende ihjel. Mona forelsker sig i en perfekt mand, han hedder Magnus Nemo. Han passer lige ind i Monas liv. Men hun finder ud af at udseendet ikke kan føre en samtale, så de snakker næsten ikke sammen i deres forhold. På Monas bryllupsdag bliver Mona anholdt og fængslet for mordet på Vera. Men hun slog hende jo ikke rigtigt ihjel hun fjernede hende bare fra Monas liv. Mona er psykisk syg, på en måde skizofren, hun kan ikke skelne mellem rigtigt og forkert eller virkelighed og fantasi. Mona bliver dømt sindssyg og skal opereres i hjernen. Efter operationen kan hun ikke rigtigt tænke eller noget, hun ender derfor som posedame som er det helt modsatte af hvad hun var før, derfor er det sjovt at det er der hun er lykkeligst.