Hvorfor har jeg ikke taget mere tøj på? Jeg vidste jo at, det var ved at blive koldt i vejret, men nej. Jeg skulle absolut vejle den striktrøje og ikke en stor, tyk, dejlig jakke. Jeg hader at fryse, der findes virkelig ikke noget værre, end at kunne mærke kulden komme op igennem ens trøje og fortsætte op ad ens rygrad, til det til sidst når ens kinder og øre, så de bliver ildrøde, det er bare det værste.
”Toget mod Hillerød ankommer om to minutter til Lyngby station”. Skratter den gamle og grå maskine, med den mekaniske kvinde stemme. Henne forenden af stationen står tre drenge, de er nok ikke mere end 16-18 år. To af dem står, og skriger noget ad den tredje, på hans kropssprog kan jeg næsten gætte mig til, at det ikke lige er det bedste sted for ham at være lige nu. Pludselig vender den ene af drenge sig om, en af dem vis kropssprog tydeligt viser, at han ikke er i godt humør. Shit! Han kigger på mig, direkte i øjende og, nej, nu glider hans blik ned af, han ser på ingen måde rar ud. En let gysen går op gennem rygraden, mit tøj står jo næsten ud i hans øjne. Det pæne tøj, som er blevet valgt med stor omhug derhjemme, det er lige nu et skrig om ballade. De sorte høje stiletter, den fine silke kjole, og det løst hængende brune hår, taler sine tydelige ord. Fest! Noget rødt suser forbi og de første skridt bliver taget hen mod toget, langt væk fra denne station og disse mennesker, der stadig ikke helt ser ud, som om de har mistet interessen for mig. Dørene lukker i, og lungerne bliver fyldt med den indelukkede luft fra toget. Der er ingen mennesker i toget. Jeg er så død i hele kroppen og den skriger nærmest for at sidde ned.
Det er gratis at oprette en konto