”Hej. Den her lå ude i jeres indkørsel. I har vist tabt den, da I bar jeres ting ind. Hun børster lidt jord af dukken, før hun rækker den frem mod mig. Øh… Tak. Der går et par sekunder, før jeg finder ud af at tage imod den. Jeg bor lige inde ved siden af, smiler hun. Jeg hedder det samme som hende dér. Hun peger på dukken. Jeg må se meget fjollet ud, for nu ler hun. Altså: Marie. Hvad hedder du?”
Jeg synes at bogen skulle have en helt anden slutning, så her kommer Sølvblomst 2:
”Jeg hedder Jonas,” svarer han. ”Nå, jamen jeg må nok også se at gå derind ad. Jeg skal hjælpe til med at pakke ud,” siger Jonas. ”Okay, jeg skal alligevel også ind og rydde på mit værelse, men på et tidspunkt, må I da godt komme ind og få lidt at drikke, hvis I altså har lyst,” siger Marie med et lille smil. ”Det lyder helt fint,” siger Jonas. ”Det kan være vi kigger forbi lidt senere.” Så gik Jonas ind i deres nye stue, og råbte: ”Hey, mor”! ” Ja, hvad er der skat? Hvor er du?” ,råbte mor tilbage. ”Jeg er heroppe på første sal! Okay, hør lige her mor! Jeg har lige været henne og snakke med en pige, der bor inde ved siden af, og hun siger, at hvis vi har lyst, kan vi komme ind hos dem, og få lidt og drikke”, råbte Jonas tilbage ”Jamen, det lyder da hyggeligt! Men vi skal altså først pakke ud, Jonas”! ”Ja, ja, det sagde jeg også!” ”Det er godt skat! Ihh altså, hvem har dog opdraget dig så godt!” (moren, ler, højlydt ad sig selv.) ”Ej, hvor er min mor egentlig skør i bolden”, tænkte Jonas.
Det er gratis at oprette en konto