Jeg vidste udmærket godt, at disse små børn med spidse ører bragte lykke, og det var lige netop derfor jeg evig og altid gjorde det. Det var lige netop derfor, jeg igen stod her ved floden, i færd med at sømme endnu en kasse til – i færd med at gøre endnu flere folk ulykkelige. Ikke blot fordi de mistede deres nyfødte barn, men også fordi de mistede netop et lykkebarn. Udfra min synsvinkel, gjorde børnene med spidse ører verden uperfekt, hvis der var flere end et af slagsen. Folk ville med tiden blive griske og afhængige af disse lykkebørn. De ville have flere. Derfor måtte alle andre end mit eget barn udryddes.
Faktisk var det ikke den eneste grund til, at jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg kunne også godt lide at se folk være ulykkelige. Alle de tårer, alle de nedtrykte øjne, alle de fortabte personer, der enten gang på gang havde forsøgt at føde et lykkebarn, eller de, der endelig havde fået sparret penge nok sammen til at købe et fra folk, som var heldige at have to. Det tændte mig faktisk. Og jeg kunne godt lide, at være tændt. Det var også derfor, at jeg, hver gang jeg havde sendt endnu et barn af sted, tog ned i det lokale horehus – efter jeg havde skiftet tøj, naturligvis.
Det er gratis at oprette en konto