Folkevisen stammer fra middelalderen, i Danmark fra ca. 1150, viserne er gået fra mund til mund gennem mange generationer, hvor de ofte blev sunget af riddere og jomfruer, altså dem, som også ofte optræder som hovedpersoner i viserne. I middelalderen ansås folkeviserne som underholdning, mens de i dag bruges i undervisning om social- og samfundsudvikling.
Da folkeviserne er gået fra mund til mund gennem adskillige år, er forfatteren bag visen oftest ukendt. Handlingen er kronologisk fortalt på vers og med et omkvæd, sproget er gammelt og strukturen fast, a,b,c,b rim, dvs. 2. og 4. linje rimer i versene, disse faktorer har betydning for, at man senere hen har brugt folkeviserne som salmer. I omkring 1550-1770 tallet blev folkeviserne nedskrevet i poesibøger af adelsdamer.
Blandt de ældste viser findes trylleviserne, som er fortællinger om unge mennesker i forlovelsesfasen, der ledes i fordærv af overnaturlige væsener. Netop i denne fase, er mennesket allermest sårbar og letpåvirkeligt af fremmede kræfter udefra, da det her skal løsrive sig fra forældrene og skabe sin egen identitet, på grundlag af fornuft eller drifter.
Denne identitetsproblematik ses i tryllevisen Hr. Bøsmer i Elvehjem, der er nedskrevet omkring år 1570. Hovedpersonen i visen er Hr. Bøsmer, der er søn af Hr. Bonde, foruden Hr. Bøsmer, har Hr. Bonde fire sønner og to døtre, hvoraf Hr. Bøsmer er den vænest’ af dem1. Derfor har Hr. Bøsmer tiltrukket en elverpige, der har ventet femten vinter og end et år2, på at få ham. Elverpigen sniger sig en aften ind på hr. Bøsmers værelse, for at forføre ham mens han sover. Dette udløser den egentlige problemstilling i visen: Hr. Bøsmers møde med seksualiteten, som medfører overgangen fra barn til voksen. Kendetegnet for det overnaturlige væsen, i denne sammenhæng elverpigen, er forførende, lokkende og utrolig flot, hvilket gør det ideel til at vække Hr. Bøsmers drifter. I strofe 11-13 forfører elverpigen Hr. Bøsmer om natten, idet hun trænger ind i hans underbevidsthed og drøm. Han vågner op af drømmen i strofe 18, hvor overjeget taler til ham (overjeget kan være hans sunde fornuft), overjeget ønsker, at Hr. Bøsmer ignorer hans løfte til ’jomfruen’ (elverpigen), men hans nysgerrighed overvinder, derfor vælger han det ukendte frem for hjemmet. Dette kan ses som starten på et brud med barndommen. Dette brud kan ligeledes ses i strofe 21 Sin skjorte små; og over i fløjelstrøje blå, her trækker Hr. Bøsmer ikke blot i hans barndomsskjorte, men yderligere en fløjlstrøje i samme farve som elverpigens kåbe3. Da Hr. Bøsmer i strofe 23 og 24 skal drage af sted mod broen, hvor han skal møde elverpigen, ombestemmer han sig fra, at ville ride på en grå hest, til i stedet at ride på en hvid hest. Den grå farve bærer tvivlens farve mens den hvide symboliserer friheden. Broen som Hr. Bøsmer bevæger sig ud på i strofe 26, er endnu et symbol på den udvikling Hr. Bøsmer gennemlever i visen, da det er et tegn på overgangen fra ét stadie til et andet. I strofe 27-28 har Hr. Bøsmer svært ved at styre sin hest, hvilket også kan tolkes som, hans egne drifter, der løber af med ham og fører ham til elverpigen, netop da fortællingen er en historie om, hvorledes drifter kan vildlede et menneske.
Det er gratis at oprette en konto