Jeg sidder i vores bil, på vej til vores sommerhus i Liseleje. Jeg sidder og kigger ud af vinduet på alle de biler, der kører forbi. Jeg tænker på skolen og skolearbejdet, og så falder jeg over en tekst vi engang læste. Det var en meget god tekst, men personerne i historien, var ikke særlig spændende. Teksten hed ”Tabernarren” og handlede om to drenge, Morten og Brian, som sad på forreste række i klasselokalet. Morten og Brian var bedst i deres klasse. Hver gang læreren spurgte om noget, så rakte Morten og Brian deres hånd i vejret. Den der svarede forkert var en tabernar. De blev aldrig uvenner, selvom de holdt øje med hvem af dem, der var den bedste i klassen. Mortens far sagde tit til Morten, at han ikke skulle kigge tilbage, men altid se fremad. Selvfølgelig skal man se fremad; men jeg synes nu, at man også skal kigge lidt tilbage i tiden. Alle de oplevelser og erfaringer, man har haft, påvirker en.
Jeg tænker også på ham den nye dreng, der kom ind i Morten og Brians klasse. Han hed Jens og var ret stille. Han rakte aldrig hånden op, når læreren spurgte om noget, men hvis læreren spurgte ham direkte, så svarede han altid rigtigt. Han var nok den klogeste i klassen på det tidspunkt, tror jeg. Han fik også en matematikbog, der var beregnet for de ældste klasser, så han ikke skulle sidde og kede sig i timerne. Morten mente, at det var en omvendt måde at blære sig på. I stedet for at række hånden op hele tiden og svare rigtigt på alle spørgsmål, ventede han på læreren kun skulle spørge ham. Jeg synes ikke, at det er en omvendt måde, at blære sig på. Det kunne jo være, at han var så stille, for ikke at blære sig eller at han var genert.
Det er gratis at oprette en konto