De enzymer der skal bruges til at indsætte resistentgenet, mod glyphosat i jordbakteriernes plasmid, kaldes for restriktionsenzymer eller endonukleaser. Restriktionsenzymer går ind og spalter bestemte basesekvenser. Noget der især kendetegner restriktionsenzymer er at de klipper basesekvenserne symmetrisk (se fig.1).
fig.1
Restriktionsenzymernes hovedsagelige opgave er at spalte fremmed DNA, lige som eksemplet med tomatplanten.
Lige som vist på fig. 1 bliver DNAét spaltet til to enkelte strenge der er komplementære af hinanden. Det vil altså sige at de er modsatte af hinanden. Disse komplementære ender kaldes klæbrige ender, som kan bindes sammen.
Det der sker, når man skal indsplejse det resistente gen mod jordbakterien er: Man behandler begge med samme restriktionsenzym, så de derved passe sammen.
A.b)
Grunden til at man benytter kallusvæv til gensplejsning i stedet for hele tomatplanter er fordi, at dette væv ikke er genetisk kodet endnu. Dette betyder altså at man let kan manipulere med det, altså ændre på dets struktur. Hvis man skulle benytte hele tomatplanter, hvor dens celler allerede har en funktion, ville være meget besværligt. Ved sådan et tilfælde skulle man til at klippe i DNAét, hvilket ikke er det der er det nemmeste.
Ved at bruge kallusvæv er man sikker på at cellen vil udvikle sig til en hel plante og er derfor også sikker på at alle generne vil blive aflæst og kommer til udtryk. Derfor vil det resistente gen være i alle cellerne og komme til udtryk i de celler der bliver angrebet.
Det er gratis at oprette en konto