Der var engang en snegl der hed Egon. Egon var mere slimet og ulækker end andre snegle. Hans følehorn var meget lange, og sneglehuset var et bitte kun mindre end alle andres sneglehuse, faktisk meget mindre og så havde han en utrolig lang tunge, den var lige så lang som en frøs tunge. Han gik tit rundt og tænkte meget over hvorfor han ikke var lige så normal som alle andre, han var så træt af at være den lille, den klamme.
En dag blev det for meget, da han i et kulørt blad læste at ingen havde fortjent at føle sig mindreværdene, så han valgte at drage væk fra alle hans såkaldte sneglevenner der mobbede ham, ja væk fra… alt. Han samlede alle sine ting, og vandrede af sted. Da han havde vandret 2 kilometer på tom mave, og havde fået ru hud på maven nåede han ud på en forhøjning i skoven. Der var en fantastisk udsigt, da skoven allerede lå på en bakke i forvejen. Han kunne se ud over hele det store landskab fra denne forhøjning. Lidt længere væk end Egon kunne ane, så det ud som om der lagde en kæmpe klump med lys… en by. Den havde han hørt meget om i hans lille snegleliv, det skulle være så flot inden i sådan en, han ønskede ikke andet end at gå gennem den by, og være lige så stor som et menneske.
Det er gratis at oprette en konto