Der var engang en stor og ulykkelig snegl. Den boede i en lille landsby ude på landet. Her levede den med sin far, mor og dens 12 søskende. Men sneglen var så ulykkelig. Den følte sig anderledes, og sær. Den var nemlig meget størrere end alle sine venner. Faktisk var den største snegl i hele byen. Sneglen var den yngste i søskendeflokken, men alligevel var det for længst vokset sin ældre søskende over huset. Sneglen var så trist, og gik og sukkede ”Bare jeg var en lille snegl. Bare jeg var som alle de andre!” Men sneglen blev ved med at være den største snegl. Den var altid et halvt hus højere op end de andre, den blev altid fundet først når den legede skjul med de andre snegle henne i skolen, og det var altid dens slimspor der var størst, bredest og mest slimet. Selvom de andre snegle snakkede med den og legede med den, følte den altid den ikke hørte til. Så en dag havde sneglen fået nok! Den bestemte sig for at vandre ud i verden for at finde lykken.
Den pakkede hurtigt sin rygsæk, sagde farvel til sine forældre og søskende, og drog så ud i verden. Den vandrede land og rige rundt, for at finde et sted hvor den passede ind. Den nåede flere forskellige byer, men alligevel, var der altid nogen der fik den til at vandre videre. Sneglen blev mere og mere trist, til sidste troede den næsten ikke, at den ville blive lykkelig. Alligevel blev den ved med at vandre. Efter lang tids vandring kom den endelig til en by, der lå langt ude på landet. Byen var helt øde, da sneglen gik igennem den.
Det er gratis at oprette en konto