Landevejen

Sneen var begyndt at tage mere til, og jeg blev enig med mig selv om at jeg ville finde læ. Jeg sjoskede videre til jeg nåde et stort træ, hvor jeg satte mig ned. Jeg sad lidt og kiggede tomt ud i luften. Den kolde sne som nu faldt blidt, føltes som en blød dyne og jeg blev langsom træt.

Jeg vågnede bræt op da en bil kørte forbi. Jeg satte sig tavs op i det tilfrosne græs. Jeg frøs og var meget sulten, jeg havde ikke spist i 2 dage og længtes efter et varmt sted. Jeg rejste mig op, og gik langsomt hen ad vejen som førte til en mindre landsby. Jeg gik videre, indtil jeg endelig nåde bymidten. Jeg kiggede mig lidt omkring. Efter lyset at dømme var ikke engang fuglene stået op, eller andre mennesker for den sags skyld. Jeg gik videre igennem byen, jeg mødte de sædvanlige butikker på vejen. Jeg var igen blevet træt og satte mig ned på en gammel bænk. Bænken føltes varm i sneen og tryg i mørket. Jeg kunne næsten føle at den prøvede at kontakte mig. Jeg kiggede roligt på den, den var fyldt med minder, minder fra mennesker med deres egne problemer. Der var så mange, mange andre der havde følt smerte som mig selv, men ikke den samme smerte. Der stod så meget, jeg kunne ikke lade være at kigge, det var som om at bænket lokkede mig til at læse dem. Jeg slugte ord for ord. Det var som om jeg læste dem, og printede dem ind i mit hoved. Den smerte jeg læste handlede mest om kærlighed og had. Alt det folk havde holdt tilbage, og derefter givet det til denne almindelige bænk, på et almindeligt hjørne, i en almindelig gade. Det var så smukt og kraftfuldt, men også sørgeligt og pinefulgt. Jeg sad der i flere timer, eller sådan føltes det. Ordene talte til mig og atter følte jeg at landevejen kaldte på mig. Jeg gik videre, jeg skulle altid være på farten, men tænkte kun på de smukke ord, og dog, kun at kalde dem smukke var ikke nok. Snarere fantastiske eller følelsesmæssige ord. De ord, de mindede mig om så meget, min familie mest af alt, men de… de… mennesker, som jeg helst vil kalde dem. De ødelagde mit liv og har derefter har de ikke lavet andet end og jage mig. Det føltes kun som små få minutter, men det er flere dage siden. Jeg skal nok få min hævn en dag, men til den tid, må jeg holde mig under jorden. Tre sorte varevogne kørte stille forbi. Næsten så stille at det så ud som om de ledte efter noget… eller nogen. Jeg klemte mig ned mod jorden. Det var lige som i starten, de ville ikke give op, og det gjorde de heller ikke. Der var for mange minder til at jeg bare kunne fortsætte, jeg måtte sidde lidt ned. Desværre hjalp det ikke. Hver nat havde jeg det samme mareridt. Det var også altid den samme, mareridtet om min families død. Jeg husker stadig lyden af deres skrig om hjælp og hvordan jeg intet kunne gøre bortset fra at høre deres sidste ord. Men jeg må hellere fortælle historien helt fra dens begyndelse, for at forstå den.