Den lige vej

Jeg var træt, jeg var rigtig træt. Jeg kunne godt forstå det, efter gårsdagens strabadser. Det kan da heller ikke passe, at en fyr på 16 år, skal have så mange problemer, og så mange ting at tænke på, samtidig med at han går og fumler med de sædvanlige teenageproblemer? Det eneste krav jeg skulle have, er meget enkelt, og det skulle være at passe skolen. Og det opfylder jeg i fulde drag. I weekenderne burde jeg være til fest sammen med smukke Sanna, Krille og de andre gutter. Jeg burde være med, det kører rundt i hovedet på mig. Jeg får medlidenhed med mig selv, mens jeg bliver ved med at tænke, at det ikke er mig der er noget galt med, men dem. Selvom jeg udmærket godt kender til sandheden. Ingenting går, som det burde gå. Heller ikke med sundhedsplejersken. Det plejer ellers altid at gå godt med hende. Hun hedder Bente, er rimelig høj og solbrun hele året rundt. Hun er rigtig flink, og hun er den eneste, som jeg kan betro mig til. Der er mange der siger at jeg lukker mig inde. Jeg forstår dem ikke. Jeg skal da ikke straffes, bare fordi jeg har andre interesser, end andre teenagedrenge. Og for det andet, har jeg slet ikke brokket mig over det. Søren var det eneste fornuftige menneske, jeg kunne snakke med. Han var min bedstefar, og døde i går. Vi kunne lave alt sammen. Tage i skoven og samle svampe, være rigtige mænd i værkstedet og danse til Kandis. Som vi altid snakkede om, var jeg hans bedre halvdel. Og når jeg siger, det eneste fornuftige menneske, mener jeg det virkelig. Selvfølgelig skal Bente også nævnes, men vi snakker kun om anoreksien, så hun tæller ikke helt. Min mor siger mig ikke meget. I hendes øjne, er det mig der er fuldstændig forkert, fordi jeg ikke spiser. Hun har ikke forstået at anoreksi, er en psykisk lidelse. Faktisk er jeg fuldstændig ligeglad med hendes mening om mig, eller det ville jeg gerne være. Min far ser jeg ikke meget til, da han bruger næsten alt sin tid nede på Christian d. 4. Christian d. 4., er byens værtshus. Jeg er ikke stolt af min far, virkelig ikke stolt. Men alligevel ser jeg mig selv i ham, og når jeg går hjem fra skole, og ser ham inde på værtshuset, får jeg virkelig ondt af det med ham. Jeg tænker, at det da ikke kan passe, at det er min far, som er én af byens drukkenbolte. Samtidig med det, skal jeg hver dag lægge øre til Ploven og hans slæng, som snakker om, ”taberne nede på IV”. De ved udmærket godt at min far hænger dernede, men det er jo bare mig, det er jo bare Jens. Mig er der ingen der har respekt for, og jeg har anoreksi, fordi jeg vil have opmærksomhed. Det mener alle i 9.c hvert fald. Jeg går i 9.c, på Søndergårdskole. Jeg er den anden ældste, efter Johanne, som er klassens lektienørd. Jeg gik om i 0, fordi de mente at jeg ikke trives i klassen, og derefter ikke var parat til lektier også. Men der tog de grusomt fejl, for lektier er noget af det jeg i dag, er allerbedst til, og samtidig noget af det eneste jeg får ros for. Jeg er derfor seksten år, og de andre, lige udover Johanne selvfølgelig, femten år. Og stadigvæk er vi de to eneste, som ikke bruger vores weekender på at drikke os sanseløse nede på ”Pakhuset”. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg har et bedre liv, end ”de andre”, men uden særlig god virkning. Jeg har det dårligt, efter begravelsen. Og min mor er ikke ligefrem den mest opmuntrende at bo sammen med. Jeg ordner alt det huslige, mens hun tilbringer alt sin tid inde i stuen, med hendes elskelige Blue Corner. Somme tider, ville jeg virkelig ønske at det var mig hun brugte tiden på, og ikke ”dem”. Jeg ville ønske at det var mig der blev nusset om, at det var mig der sommetider blev vækket, og kunne dufte de nykøbte rundstykker, som stod ude på køkkenbordet. Og hun ikke bare ignorerer mig, hun kommer også ofte med spydige kommentarer. Hvis jeg f.eks. ikke vil gå over i døgneren og købe Blue Corner til hende, og begynder at demonstrere, og fortælle hende at smøgerne dræber hende, hvis hun bliver ved, kan hun finde på at sige, at hun håber anoreksien en dag vil dræbe mig. Hver evig eneste gang rammer det mig. Det kan godt være jeg ikke er den sejeste dreng i klassen, med det fedeste tøj og det rigtige hår, men en facade har jeg efterhånden fået bygget op. Én rigtig hård en af slagsen, næsten hård, som frossent ler, ingen følelser kan mere trænge igennem min facade, og dermed frigives. Dette er ikke mere Jens, det er nu mit etui. Jeg er der ikke mere. Jeg har et forfærdeligt liv, men jeg har valgt at få det bedste ud af det, så jeg går med oprejst pande, ud af livets lige vej.