og tekst 7, Anna Christiane Ludvigsen, ”den dræbte sangfugl.”
Disse to tekster giver et forskelligt synspunkt på død og begravelse. I Klaus Rifbjergs digt, bruger han begravelsen som en mulighed for at studere forrådnelses processen hos dyr, og sammenligner den med hvad der sker hos mennesker når de er døde og ligger i kisten og venter på at forrådelsen indtræffer. Han gør døden til sine egne personlige studer, måske for at få en fornemmelse af hvordan han selv vil dø, og begraves. I Anna Christiane Ludvigsens digt, gør hun begravelsen til noget smukt og symbolsk for at give fuglen et flot farvel. Samtidig synes jeg at hun gør det fordi at hun gerne vil have en undskyldning for at sørge, men måske også fordi at hun ikke mener at hun har gjort nok for denne fugl. Så de to forskellige begravelser er i bund og grund grundlaget for et egoistisk handling, hun gør det for at få det bedre med sig selv, og han vil lære noget ud fra en død fugls krop.
Men jeg vil personligt mene at alle begravelser er skabt ud fra et egoistisk synspunkt, som når man siger farvel til sin kære, er det i et ønske om at man har givet dem en værdig død og begravelse, men den plads man optager på kirkegårdene er jo kun for at vi har et sted at gå hen til og sige hej. Men den døde har ikke noget at bruge denne plads og sten til. De er jo i og for sig pænt ligeglade med hvor de er henne når de først er døde.
Det er gratis at oprette en konto