Jeg var ikke vant til at gå i blanke sko. Eller, året før havde jeg også haft dem på. Men det var anderledes denne gang. Mormor blev begravet året før hende. Min søster græd meget, men nu var det kun mor, far og jeg der kunne sørge sammen.
”Er i klar?” spurgte far. Igen svarede vi ikke, men vi fulgte bare efter ham, med tunge skridt, og satte os ind i vores nyvaskede sorte bil. Vi kørte hen til kirken, det føltes som hundrede år derover. Vi var de første der ankom, en halv time før gudstjenesten startede. Min mor tog endnu en valium. Hun græd allerede, og det samme gjorde min far, men jeg prøvede på at holde mig stærk. Min søsters kiste var hvid, og på den lå en kæmpe buket med lyserøde og røde roser. Det fik mig til at tænke på den gang, hvor hun var ude i haven. Hun var 5 år på det tidspunkt. Jeg var 8. Hun kom ind, med en kæmpe buket røde roser, som hun havde plukket. Hun havde skrammer over alt, fra tornene. Buketten gav hun til mig.
De første kom et kvarter efter. Klokken var 15.15. Det var min farmor og farfar, de satte sig bag os, min farmor gav mig os alle et kæmpe kram, og det samme gjorde min farfar. 5 minutter efter var de fleste kommet, og havde alle sammen været ovre ved os for at kondolere. Gudstjenesten begyndte 15.30, og det føltes som hundrede år, men det gik stadig for hurtigt. Da gudstjenesten var færdig, blev hun båret ud i kisten. Det var mine to onkler, min farfar, far, mor og morfar, som bar. Min farmor tog mig i hånden, selvom jeg syntes jeg var lidt for gammel til det, og vi gik ud. Da vi stod udenfor, slog det mig pludselig: jeg ville aldrig nogensinde se min søster igen. I det samme sekund, flød tårerne ud af mine øjne. Jeg kunne næsten ikke se noget. Præsten kastede jord på kisten, imens han sagde de velkendte ord: ”Af jord er du kommet, af jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå.” De fleste græd, og selvom jeg måske også er en dreng, græd jeg også. Det var jo min lillesøster, som skulle begraves. Lørdag den 7/5-07. En dag jeg aldrig glemmer.
Det er gratis at oprette en konto