Begravelse

Jeg gik ud i bilen sammen med dem, min far kørte bilen og min mor sad ved siden af. Jeg sad bagi. Der var langt til kirken, så jeg sad og læste Anders And blade, imens vi kørte. Efter en halv time var vi kommet ind i kirken. Det var trist. Jeg kunne ikke lide at se døde mennesker, slet ikke nogen jeg var i familie med. Vi var inde i sådan et specielt rum. Sådan et hvor man kan se den, der er død en sidste gang, mens hun lå i kisten. Jeg gik hurtigt ud. Jeg kunne ikke klare at se min mormor ligge der. Der gik heller ikke lang tid inden min mor kom ud for at trøste mig, selvom jeg kunne se, at hun mindst var ligeså ked af det som mig. Pludselig ringede klokken på kirken. Det betød at vi skulle ind i kirken. Der var mange mennesker så jeg satte mig udenfor og ventede til alle var kommet ind. Jeg hadede at være i kirke. Selv når det var en begravelse. Da vi sad inde i kirken og præsten begyndte at fortælle om hendes livshistorie, faldt jeg ligeså stille i mine egne tanker. Jeg huskede det som var det i går... Min mor gik rundt og støvsugede, min far var på arbejde, og jeg var syg. Jeg havde ikke noget at lave. Den eneste udvej, var at gå ned til min mormor. Så kunne jeg snakke lidt med hende. Jeg snakkede med hende om mange ting, men mest biler. Jeg elskede biler. Og alt hvad der havde med motorer at gøre. Mens jeg sad og snakkede med hende, kom jeg altid med det samme spørgsmål: "Mormor? Må jeg godt få noget slik?" "Ja selvfølgelig, jeg købte lige en lille smule til dig igår" Og så havde hun købt 3 poser.. Det var typisk min mormor. Om morgenen gik jeg ned ad trappen for at komme til skole, så stod hun altid i døren: "Skal du i skole nu?", selvom jeg stod med overtøj og skoletaske på, men jeg svarede altid det samme: "Ja, det skal jeg" Jeg orkede ikke at diskutere noget med hende. Det var umuligt. Men udover det havde jeg det rigtig godt med hende. Hun passede mig altid når jeg var syg. Min mormor var altid så sød og gavmild, og jeg måtte altid stikke hele hovedet ud af vinduet, når hun kørte i bil. Men hun var også meget speciel. Selvom hun havde masser af penge, så kiggede hun hele tiden efter flasker på vejene. Hun kunne f.eks. køre på strandvejen, og stoppe op midt ude på vejen, for at samle én flaske op. En dag var jeg hjemme hos en ven. Så ringede min mor til mig, og sagde at jeg blev hentet med det samme. Jeg blev ked af det. Jeg kunne ikke forstå det. Da hun kom, spurgte jeg selvfølgelig hvorfor jeg allerede blev hentet. Hun svarede mig ikke, hun tog bare fat i mig og trak mig med ud i bilen. Da vi sad i bilen, fortalte hun mig at mormor var blevet indlagt, hun havde fået en blodprop i hjertet. Det var slet ikke gået op for mig. Min mormor, som altid var hjemme, og rask på sin egen måde. Nu var hun på hospitalet. Da vi kom derind, sagde lægerne hun nok ikke havde så lang tid til bage. Jeg kunne slet ikke forstå det. Hun var helt bleg i hovedet. Jeg stod og kiggede på hende. Hun kunne ikke tale. Hun så ud som om, hun allerede var død. Jeg gik forvirret rundt, vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre. Hvis bare jeg kunne hjælpe hende, tænkte jeg. Da vi forlod hospitalet, var det som om hun stadig var derhjemme. Men jeg blev skuffet da jeg kom hjem. "Og til ære for Lise Grønne, synes jeg vi skal synge salme nr. 857" Det var præsten, nu skulle vi synge. Jeg kunne næsten ikke tage mig sammen til at synge. Det var ikke lige det, jeg var allerbedst til. Når, men vi begyndte at synge, eller det vil sige,