Vi havde vidst at det ville ske i et stykke tid nu, men ikke desto mindre, så var det en ændring af vores verden, da min søster gik bort tirsdag morgen i december da den første sne faldt.
Hun havde fået stillet diagnosen brystkræft for et halvt år siden og lægerne sagde at de ikke kunne kurere hende, for kræften havde allerede bredt sig ud i lymfekirtlerne. Der lagde sig en mørk skygge over vores ellers så livlige og glade familie. Hun droppede ud af skolen og der blev sat meget tid af til, at køre hende på rigshospitalet, så hun kunne få sin kemoterapi. Ingen af os kunne forstå det. Vi prøvede alle at skubbe den mørke skygge væk, men lige så snart den blev skubbet lidt væk, kom den igen med endnu mere styrke. Jeg passede stadig min skole, selv om at jeg egentlig ikke gad. Jeg lavede aldrig mine lektier og i frikvartererne, sad jeg bare for mig selv, lagt væk i mine tanker. Mine venner begyndte, at tage afstand til mig. Jeg ved ikke helt hvorfor, men tror det var fordi, de var bange for at snakke om det forfærdelige, der var ved at ske i min familie. Jeg manglede en ven, der kom og satte sig ved siden af mig og sagde ” kom snak med mig om det, jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dig”. Bare lidt sympati ville være dejligt. Jeg havde simpelthen brug for at snakke om det mørke hul, der voksede sig større og større inde i mig.
Det er gratis at oprette en konto