Det var ikke så meget skoens udseende i sig selv, der var overrumplende, men det sus af kulde der bredte sig i min krop, når jeg så ned på dem. Jeg vidste, at jeg aldrig i mit liv, ville komme til at iføre mig de blanke sko nogensinde igen..
Vi tog ikke bilen på vej hen til kirken, for far ville hellere gå. Mor og jeg var ligeglade. Flisegangen var meget glat, for far havde skrabet sne dagen før, men han havde glemt at salte så hele vejen var som en skøjtebane.Han havde brugt meget tid udenfor på det sidste. Han kunne godt lide at være udenfor og lave havearbejde. Selvom der ikke var så meget at lave i december måned, men det hjalp ham, ligesom det hjalp mor at tage valium.
Mor tog min hånd idet hun var ved at glide, men hun gav ikke slip igen da hun havde genvundet balancen. Så der gik vi; mor og søn, hånd i hånd.Normalt ville jeg have syntes det var pinligt, sådan at gå med sin mor i hånden, men nu gjorde det ikke så meget, det føles bare rart.
Det var en kold decemberlørdag, og der var ikke ret mange folk på gaden. Et ungt par kom gående med deres to små børn. De så alle så glade ud, de havde nok været ude og købe julegaver.Sådan ville min familie aldrig komme til at gøre igen, det vidste jeg vi ikke ville. Den tid var forbi, og den ville aldrig komme igen.For da min søster Sidsel-Marie døde, tog hun min mors og fars livsglæde med sig. Tilbage var der kun en tom skal, hvori der engang havde fandtes varme og kærlighed.
Det er gratis at oprette en konto