Alt var så mærkeligt, ingen sagde noget, selv min fars normale dumme bemærkninger udeblev. Jeg måtte bare indse, at hverdagen ikke ville være den samme , for uden min søster, ville atmosfæren i huset ikke være den samme. Da vi kom hen til kirken, kom de gæster, som var kommet frem, og klappede mig på skulderen, de spurgte mig om jeg var ok og forsøgte at trøste mig, men intet kunne hjælpe.
Jeg forsøgte at få øjenkontakt med min mor, men mit forsøg var forgæves, hun var helt lammet ved tanken om ,at hun var til sin egen datters begravelse. Alle gæsterne var så småt ved at være kommet. Tankerne fløj igennem mit hovedet, det eneste jeg kunne tænke på, er det brag det gav, da du blev taget væk fra os, hvad bilder du dig ind? Mor og far har ikke været sig selv længe, de går rundt som nogle hjernedøde, ingen snak, ingen glæde, faktisk ingen følelser overhovedet.
Jeg fik et flashback om vores sidste køretur sammen, hvor vi grinte, dit grin kunne gøre underværker på mig, du var så dejlig beroligende. Vi fjantede som vi altid plejede at gøre. Det var egentligt ikke din fejl, men bilen kom, om vi ønskede det eller ej . BANG og bilen kørte ind i din side af bilen, du døde på stedet, mens jeg bare lå fast i bilen og så dig lukke dine øjne og din blodige krop. I flere timer sad jeg fast og ventede på, at der kom en og hjalp os, men du var ligesom væk, i din helt egen verden, stakkels dig. Jeg vågnede op, og desværre var det ingen drøm, at vi var til din begravelse, du var stadigvæk ikke ved os. Præsten bedte os om at rejse os op for at bede fadervor
Det er gratis at oprette en konto