Tiden der forsvandt

Jeg forstår ikke helt at årene er fløjet sådan af sted. På en måde savner jeg lidt barndommen, hvor det hele var så ligegyldigt. Mit største problem ville være hvis jeg kom til at tisse i bukserne, og det eneste jeg bekymrede mig om, var hvilken farveblyant jeg skulle bruge, og hvem jeg nu ville lege med.Siden jeg forlod folkeskolen, har den ene dag bare spist den anden, og på en måde er der jo startet et helt nyt kapitel i mit liv. Selvfølgelig har mine forventninger været store, til at få den perfekte familie, som jeg længe har drømt om. Selvom det man mener, siger og gør som 15 årig ofte bliver lavet om et par gange, inden man er hundrede procent sikker, og slår sig fast i sit endelige valg, synes jeg faktisk mine drømme er gået efter den bog, jeg forestillede mig som teenager. Da jeg forlod Molsskolen efter 9.klasse, tog jeg på 10. klasse i Rønde. Egentlig for at få et afslapnings år, men selvfølgelig mest for at tænke over hvad jeg ville med mit liv, og hvordan det skulle tilbringes til mine dages ende. Siden jeg var lille havde min drøm altid været at blive pædagog, og arbejde med børn. Min mor har selv en dagpleje, og jeg har altid elsket små børn. Men da jeg så småt trådte ind i teenageårene, og fik afvide at jeg skulle være storesøster, mistede jeg helt lysten til at ville arbejde med børn resten af livet. Jeg blev nogle måneder storesøster til en lille pige. Der gik mange år hvor jeg var på bar bund omkring min fremtid. Jeg begyndte mere og mere at få lysten til at blive socialrådgiver. Det ville betyde rigtig meget for mig, at kunne hjælpe andre som har brug for hjælp. Bare det at ”gøre en forskel” er helt klart det jeg vil priotere højt. Efter 10. klasse tog jeg 3 år på gymnasiet. Det var 3 hårde år, men jeg fortrød intet. Jo ældre jeg blev, jo nemmere følte jeg faktisk at livet blev. På den Sociale Højskole, mødte jeg Klaus. Vi var venner i rigtig lang tid, og det endte til sidst med et forhold. Vi flyttede sammen i en lille lejlighed, og vi var som skabt for hinanden. Klaus droppede ud af Højskolen, og ville i stedet tage udannelsen som tømrer. I en alder 23 var jeg færdig uddannet socialrådgiver, og Klaus tømrer. Vi begyndte mere og mere at planlægge familieforøgelse, men var enige om at prøve nogle år på arbejdsmarkedet. 1 års tid efter, blev jeg gravid, og vi glædede os begge som sindssyge. Da vores lille pige Cirkeline nogle måneder senere kom til verden, var vi begge på barsel. Klaus i 4 uger, og jeg i et års tid. Vi nød begge livet som forældre. Klaus er bare den perfekte familiefar, og samtidig en rigtig ”handyman”. Da Cirkeline var et år, kom hun i dagpleje, og jeg begyndte at arbejde igen, og her står vi så nu. Jeg synes det er dejligt, at starte på arbejdet igen, men efter i selv er blevet en familie, har jeg svære ved at ligge arbejdstankerne på hylden, når jeg har fri. Jeg ved at jeg har et meget krævende job, og at jeg ikke kan rede hele verden, selvom det inderst inde er det jeg har lyst til. Klaus har det også godt på jobbet, og er for tiden ved at bygge vores hus i udkanten af Århus. Vi regner med at kunne flytte ind om et par måneder, da lejligheden er ved at være for lille. Klaus er også begyndt at plage om endnu en guldklump, men jeg synes lige Cirkeline skal blive lidt ældre, så jeg også for alvor kan komme i gang med arbejdet. Nu ser jeg bare frem til 10 nye og ikke mindst lige så gode år, som dem jeg lige har oplevet. Kærlig hilsenCharlotte _____________________