Enevælden blev indført i Danmark i 1660. Landet lå i ruiner og stod dårligt økonomisk efter en del krige med Sverige. For at løse problemerne, indkaldte Frederik 3. til stænderforsamling, hvor biskopper, adelen og borgerne, sammen med kongen, skulle træffe beslutninger for landets fremtid. Borgerne foreslog at regeringsmagten skulle gøres arvelig, så landet blev reageret af kongen i stedet for af rigsrådet. Rigsrådet og adelen var i mod denne beslutning, da det ville betyde, at de mistede en stor del af deres indflydelse. Arvekongedømmet blev dog indført, efter adelen var blevet truet til at bakke op om idéen. I 1661 blev Enevoldsarveregeringsakten indført, hvor Frederik 3. gav sig selv uindskrænket magt som enevældig konge af Guds nåde.
I løbet af 1700-tallet ændrede enevælden sig fra den oprindelige enevælde til den oplyste enevælde. Det betød at den enevældige regent skulle sørge for, at befolkningen havde det godt.
I 1730’erne havde bønderne det hårdt. Pga. hoveriet havde de meget lidt tid til deres egen jord. De arbejdede meget og under dårlige vilkår. I slutningen af 1700-tallet begyndte man at snakke om love, der kunne give bønderne bedre vilkår. Det blev til en del love og reformer der trådte i kraft i de sidste tyve år af 1700-tallet og gav bønderne flere rettigheder. Dette kaldes landboreformerne.
Det er gratis at oprette en konto