Demokrati og Grundloven i Danmark

Før 1849 havde vi enevælde i Danmark, det er hvor kongen bestemmer det hele. Han bestemte alle lovene og dømte folk hvis de havde overtrådt den, men i 1849 bestemte kongen sig for at folket skulle styre, vi skulle have folkestyre. Folket havde længe været trætte af enevælden og kongen kunne godt se det var på tide at gøre noget ved det. Før i tiden havde alt magten været kongens, men nu skulle den deles mellem nogle flere, det kunne forhindre at nogen af dem misbrugte deres magt, ved at de kunne kontrollere hinanden. Magten blev delt imellem tre, det er det der kaldes magtens tredeling, den består af Den lovgivende magt, Den udøvende magt og Den dømmende magt. Disse tre skulle deles om magten. Den lovgivende magt er i dag folketinget der sidder og laver alle lovene, men da vi lige havde fået demokrati i Danmark hed det rigsdagen hvor der var to forsamlinger nemlig folketinget og landstinget, i 1953 blev det lavet om så der som i dag kun er et folketing. Den udøvende magt er statsministeren og regeringen den skal sørge for at lovene kommer ud og kommer til at fungere ordentlig. I dag skal statsministeren og dronningen underskrive alle lovene. Den dømmende magt er i Danmark domstolene der straffer dem der ikke overholder lovene og giver dem en straf der passer til det de har gjort forkert. Ifølge den franske filosof Montesquieu skulle disse tre magter være uafhængige af hinanden, men det er de ikke i dag i Danmark da ministrene også er er del af folketinget. I 1849 kom der en lovgivende magt som borgerne stemte om, men dengang var det kun mænd der kunne stemme, de skulle desuden også være over 30 og eje jord og man skulle være fyrre for at kunne vælges til folketinget. Kvinder, og fattige kunne heller ikke stemme det var først i 1915 at kvinder kunne stemme og blive valgt. Borgerne var blevet meget glade for den nye styremåde, men kongen havde stadig for meget magt da han skulle underskrive alt, det førte til at statsministeren J. B. S. Estrup kunne regere selvom han ikke havde flertal fra folketinget. De love som folketinget vedtog ville de ikke underskrive så det var udelukkende kongen og Estrup der havde magten. Efter meget lang tid med Estrup som statsminister, hvor folket var meget utilfredse gav kongen endelig lov til at Danmark fik en ny statsminister. Men det var først i 1901 der rigtig blev gjort noget, her blev parlamentarismen nemlig indført. Det er hvor man ikke kan være statsminister hvis man ikke har et flertal fra folketinget, det betød også at kongen ikke kunne forhindre folketinget i at gennemføre en lov. Kongen skulle altid underskrive en lov hvilket han også altid gjorde lige indtil i 1920 hvor han nægtede det, det endte med en stor krise (Påskekrisen). Dronningen i dag underskriver altid lovene for hvis hun ikke gør, kan hun risikere at kongehuset bliver afskaffet.