Fortiden

Jeg stod i blandt farverige blomster og fuglesang, på engen. En eng som jeg har besøgt tidligere med min nu afdøde kone. Min kone og jeg plejede og lege her som små, dengang hvor vi ikke kendte til den sygdom som senere tog livet af hende. Jeg fortsatte lidt ned af vejen, stoppede op og blev mindet om dengang vi legede ved det store baumetræ. Træet stod der så flot endnu, med sine livslange, grønne grene. Jeg kunne lugte min kone i træets grene, det var som om hun stadigvæk sad i det. Jeg gik ned af vejen, som førte ind til skoven. Vejen var ujævn og var ikke særlig nem og gå på, mine ben føltes meget tunge. Det var som om der var noget der hæmmede mig, i at være glad og frisk. Jeg forsatte ind i skoven, hvor jeg kom til vandfaldet. Her plejede vi som børn og sætte både i vandet og så sejle om kap. Jeg satte mig på halv og så ned i det krystalklare vand. Der så jeg min kone, som hun så ud som lille, glæde i øjnene og fyldt med energi. Jeg satte forsigtigt hånden i vandet, hvor hun forsvandt ned af floden. Floden strakte sig langt og jeg gik langs den, indtil jeg fandt et sted hvor jeg kunne krydse. Der var små sten som jeg kunne træde på for at komme over, der var der små fisk som legede i det klare vand. Ligesom som mig og min kone gjorde. jeg fortsatte lidt ind i skoven, efter at ha krydset floden. Der blev jeg mødt af en bakke, som jeg blev nød til og klatre op af for at kunne fortsætte. Jeg klatrede op og nåede toppen. Der lå det endnu, det gamle træhus. Træhuset så råddent ud. Det første jeg blev mødt af var spindelvæv. Jeg tog et kig omkring og fik øje på et gammelt billede. Det var af mig og min kone, det er taget fra dengang vi var børn. Pludselig, bliver jeg afbrudt af larm over fra hjørnet. En lille skabning kommer frem fra mørket, han siger at jeg skal komme med det vigtigste spørgsmål. Jeg står og tænker lidt og får fremtvunget spørgsmålet: hvorfor døde min kone så tidligt, hvorfor fortalte min kone mig ikke at det var så alvorligt. Kære mand din kone gad ikke og gi dig flere bekymringer, derfor valgte hun og la være med og fortælle dig det. Jeg blev kold, kunne mærke banken for brystet. Det mærkede til at blæsten havde taget til, da jeg gik min vej. Jeg gik over til bakken, for at komme ned. Jeg væltede og kunne straks mærke jeg var blevet svagere efter det dværgen havde sagt. Jeg gik haltende og forfrossen ned mod vandfaldet. Jeg satte mig på halv, kiggede på vandet. Der så jeg min kone, nu så jeg et billede af hende for den tid hun var syg. Jeg kunne ikke rumme det, jeg slog hånden ned i vandet, mens en tårer begyndte og