Jo større byerne bliver, jo mindre bliver menneskerne. Jo højere husene stikker imod skyerne, jo lavere bliver dem som bor der. I New York er du kun 10 centimeter. I London og i Singapore er du måske en engelsk fod. Byerne vokser og vokser, og dit liv bliver mindre og mindre værd. Snart er kun vi lige så høje som græsstrå, og kan tages med en plæneklipper en tidlig søndag eftermiddag.
Eller hvad tror du?
Essay
Min seng er varm og dejlig. Men alligevel er der noget der plager mig. noget der ligesom stikker i hjertet, så jeg ikke kan sove. Jeg prøver at lægge det til side, men det er ikke så let. Til sidst får min hjerne sin vilje. Den tager styret, og leder mig ind i alverdens tanker. Går alle mennesker og tænker på de samme ting som mig, eller er jeg bare mærkelig? Sådan nogle ting her, tænker jeg nemlig ofte på.:
Nu er mennesker som mennesker. Men på et tidspunkt bliver mennesker som myrer. De bliver trampet ned af de store bygninger som efterhånden fylder hele landkortet. Forureningen bliver til én stor røgsky der hænger over os hele tiden. Hver gang vi trækker vejret, indånder vi store sug af bilos og maskinsvineri. Det hele bliver ét stort forbrugersamfund, hvor ingen hverken kan komme frem eller tilbage, og hvor hele udviklingen bare går i stå, eller rettere sagt, fortsætter som en maskine. Sådan ønsker mange mennesker ikke det skal være, men alligevel tærsker folk op med, at alt skal være mere effektivt og praktisk. Og det bliver det nemlig kun ved én ting. Nemlig industrialiseringen! En lille mand er ikke meget værd i en storby. Men mange mænd i en storby er noget, som kan trække tænder ud. Hvis bare alle mennesker virkelig går imod det hele, og siger nej. Men det er problemet. Det hele kører på skinner, og det er svært at stoppe. Selvom vi ønsker det ikke skal være sådan, kan vi ikke sige fra. Det er som et stort samlebånd. Hvis en af samlebåndets lønmodtagere takker pænt nej til at deltage konstruktion, ruller det, som den modige og afvigende lønmodtager afviste, forbi næsen på den næste, som mindst ti ud af ti gange, glædeligt deltager med entusiasme og vilje. Mennesket er begyndt at lave om på sig selv. Hver eneste personlige initiativer vi tager, bliver i sidste ende overskygget af et eller andet autoritært initiativ, så vi ligner mængden. Hvad enten det koster en formue, eller bare kræver en masse entusiaster. Til sidst bliver vi lige som et græsstrå. Der bare står og svajer, og ligner 1 million andre. Niklas R.
Det er gratis at oprette en konto