På barndommens vinger

Jeg troede at grønlænderne hoppede i vandet og sloges med sælerne.

Jeg troede at kinesere var gule i deres hud, og at de ikke spiste andet end ris. Jeg troede på at der var et træ op til himmelen hvor en kæmpe vogtede. Jeg troede at ens fantasi kunne blive til virkeligheden. Jeg troede at man kunne lade hver med at lave noget i skolen, men det kan man ikke hvis man gerne vil have en god uddannelse. Jeg troede at jeg var normal, men ingen er normale, for hvad er normalt egentlig? Jeg troede at dværge, var nogle der gravede sig ud af bjergenes dybeste afkroge. Jeg troede at min far var verdens aller stærkeste mand. Jeg troede at drager og andre fantasi væsner fandtes, men jeg kunne ikke se dem uden et par specielle briller. Jeg troede at penge bare var papir og ikke noget værdifuldt. Jeg var bange for biler, fordi de ikke er levende og pålidelige. Jeg var bange for heste, fordi de er nogle ondskabsfulde væsner. Jeg var bange for edderkopper, fordi jeg troede at de kunne blive kæmpestore. Jeg var bange for at magi fandtes, men håbede også på det fordi at man kunne finde en smut vej til alt. Jeg var bange for at komme til skade, fordi jeg hader at føle smerte. Jeg var bange for pigelus, fordi at piger var anderledes. Jeg var bange for at starte i skole, fordi mine brødre havde sagt at at de var store og skræmmende. Jeg var bange for at lyve, for jeg fik altid ondt i maven. Jeg var bange for at stjæle æbler, fordi at hvis der nu var en der så mig og fortalte det til mine forældre? Jeg var bange for tordenvejret fordi at det larmede vildt meget og er så pisse uforudsigeligt. Jeg kunne godt lide at være sammen mine venner. Jeg kunne godt lide at dyrke sport, fordi jeg altid var glad bagefter undtagen hvis jeg tabte. Jeg kunne godt lide at have shorts på. Jeg elskede at løbe i regnvejr. Jeg elskede piger fordi at de var lækre og anderledes end mig. Jeg elskede at køre mooncar. Jeg elskede at køre på banancyklen, for det var det hurtigste køretøj i børnehaven. Jeg elskede at gynge og komme op i de store højder. Jeg elskede at gå i børnehave og have det sjovt hver eneste dag, med alle mine venner og veninder. Og jeg var spændt da jeg startede i skole. Jeg var spændt da jeg var til DM og skulle prøve at måle mig med landets bedste spillere i min årgang. Jeg var spændt når jeg var til stævne for der var spillere nogle gange fra Tyskland, Sverige og ellers bare fra hele landet. Jeg var spændt hvis jeg kravlede i træer, fordi at man kommer så langt op og skubber sine grænser så meget at når man kommer ned, føler jeg at man havde sejret. Jeg var spændt når jeg skulle spille kamp, for hver gang jeg spillede fik jeg et rush igennem kroppen, fordi jeg presser mig selv til det yderste. Jeg troede jeg var anderledes og ikke som alle andre, men det er ingen jo. Jeg troede at alle i verden kunne lide mig, men det er ikke alle folk der kan lide en, og man kan heller ikke lide alle folk. Jeg troede at alle ting skulle være sjovt, men man skal også være seriøs på nogle punkter, for ellers når man ikke noget i skolen f.eks. Jeg troede man kunne slå folk uden de græd, men selv den største gør det ondt på. Jeg vidste at der var forskellige hudfarver til mennesker, og at man ikke skulle være rasistisk over for dem. Jeg vidste at mad var nødvendigt for mig, hvis jeg skulle klare en dag. Jeg vidste at mine forældre og brødre elskede mig, og at jeg elskede dem. Jeg vidste at de altid ville støtte mig i de valg jeg tog og at de ville acceptere dem. Jeg vidste at jeg var god til håndbold, og at det var det eneste sportsgren jeg havde et talent inden for. Jeg vidste at jeg var god til computer, da min far altid har arbejdet med det, og jeg altid har været med ham på arbejde mange gange. Jeg drømte om at blive verdens bedste håndboldspiller, det er et mål jeg stadig går efter, selvom det er svært, vil jeg gøre alt for at blive det. Jeg drømte om at blive højere og stærkere end mine brødre så jeg kunne give igen, på alle de ture vi har kørt i bil og jeg har siddet i midten. Jeg drømte om at få en lækker kæreste, så alle drenge ville være jaloux på mig. Jeg drømte om at blive millionær så jeg kunne købe alle de sko jeg ville have og alt det tøj jeg ville have, og stadig have penge til alt det andet sjove. Jeg drømte om at blive håndboldtræner fordi jeg kan råbe og har sådan et temperament at jeg ville kunne få de sidste 20% ud af mine spillere. Jeg drømte at blive større end min far, men den drøm er blevet til virkelighed. Jeg drømte om at se min farfar bare en gang, men han døde før jeg blev født. Jeg hadede at græde, for jeg følte mig svag når jeg gjorde det. Jeg hadede personer der mobbede andre, fordi de var anderledes end dem selv. Jeg hadede sne, for jeg fik altid sne i tøjet og jeg hader at fryse. Jeg hadede at være den eneste der spillede håndbold i min klasse, for jeg havde intet med dem at snakke om, udover fodbold som jeg ikke gik op i. Jeg hadede at vaske hår, fordi jeg fik sæbe i øjnene og det sviede vildt meget. Jeg hadede piger som var snobbet og troede at de var bedre end alle andre. Jeg skulle blive ældre, og tage ansvar for mine ting. Jeg skulle få et arbejde og tjene penge til mad. Jeg troede at der ikke fandtes noget der hed døden, indtil at min papmormor døde. Døden er det værste der findes. Du kan have folk det ene øjeblik, og det næste kan de blive revet væk fra dig uden at du ved hvordan det skete. Det har jeg oplevet. Vi havde haft besøg af en som var som en onkel for mig, og 2 uger senere var han død af et hjertestop. Jeg græd virkelig meget i kirken. Det er frygteligste jeg har prøvet. Ingen lever evigt, men det var alt for tidligt. Dengang forstod jeg ikke at de aldrig nogensinde kom tilbage igen. Jeg spurgte om man ikke bare kunne ringe til ham i himmelen. Men det kunne man ikke forklarede min mor mig. Men jeg vidste ikke bedre.