Jeg bryder mig ikke om den lange gang, dørene der åbner til mørket. Slipper bæsterne fri. Lader mi-ne tanker løbe løbsk. Ude af stand til at tage kontrol bliver jeg udsat for det ene og det andet mareridt. Stadig ved bevidsthed føres jeg igennem en række af mine uhyggeligste minder. Jeg ser mit barndomsmareridt stå på lur ved det nærmeste hjørne, bag døren. Forklædt som ulven, fra: ”De tre små grise”, med et forvrænget smil og en sæk over skulderen.
Da jeg var lille, var jeg som mange andre små børn præget af angst for mørke. Jeg troede helt fast på at et uhyre gemte sig i mørket og bare ventede på, at jeg var dumdristig nok til at bevæge mig ind i dens hule favn. Mine forældre var nødt til at tjekke samtlige skabe og skuffer. Selv de små æsker, jeg havde rundt omkring på mit værelse, skulle tjekkes. For hvem kunne vide, hvor uhyret gemte sig? Det kunne tage enhver form og klemme sig ned i de tyndeste sprækker. Når jeg så lå der helt alene i mørket, var jeg stadig ikke overbevist. Uhyret kendte til den daglige gennemgang af værelset, og det var listigt. Det kunne have snoet sig udenom. Så lå jeg der, med dynen trukket helt op over hovedet. Jeg svedte utrolig meget de nætter, men hvis jeg brød dynens magiske skjold, ville uhyret tage mig.
Det er gratis at oprette en konto