Elverfolket i Skagens klitter

Det var sket før katrine var blevet væk. Det var sket for at stakkels seks årige katrine havde været væk længe. Det var sket at hendes familie havde grædt og grædt. Men ikke så meget som hendes søster. Maria havde altid været så forfærdelig rædselsslagen- men aldrig før havde hun haft grund til det...katrine, så er vi her. Det var hendes mor. De havde lejet det sommerhus i Skagen, og de var lige ankommet. Det lille gule hus var omgivet af rosenkrat. katrine sprang hurtigt ud af bilen, så den lille bamse faldt ned på den halv våde asfalt. Hun løb op af den lille trappe til huset og hang sig i dørhåndtaget. Faren havde set den lille Bamse, tom, samlet den op og var nu også oppe af trappen til sin højt elskede datter. Moren var stresset på grund af sit arbejde, men da hun så på sin datter plantede et lille smil sig i hendes mundvig. Maria gik op af trappen som den sidste. Hendes brune hår sad i en høj heste hale og hendes øjne skinnede. Hun var tretten og var lige begyndt i 7. klasse. Hvor hun havde en kæreste ved navn Kasper. I modsætning til de andre forsvandt hendes smil brat da hun så sin søster. katrine, du kan komme til skade! Hun skubbede katrine væk med et puf. Men det puf, væltede katrine om kuld. Hun begyndte at bløde på sit højre knæ, og tårerne begyndte at dukke op i de brune øjne. Nogle af dem løb ned over kinden og ramte hendes forpjuskede nødebrune skulder lange hår. Mor, Far, Maria og katrine sov i et stort soveværelse, også den morgen de tog til Den Tilsandede Kirke. De kørte der ud i bil. katrine sad spændt på bagsædet mens Maria håbløst igen og igen prøvede at forklare hende historien om Den Tilsandede kirke. Da de kom der ud, var klokken omkring fem og mørket var på nippet til at bryde frem. Det var som en labyrint, der mellem krat og klit. Små træer stod tætte i klynger og der stod Røde Flue Svampe overalt i lyngen. Hendes humør smittede de andre, selv Maria. Luften blev efter hånden kold og mørket nærmede sig hastigt. Se mor.. far! sagde katrine. Hun pegede på en lille lysning, et smukt sølvglimt bevægede sig rundt. Hun ville vise det til sin søster, men da søsteren vente sig for at se det var det væk. Men.. katrine blev afbrudt da Marias mobil ringede. Det var Kasper Hej Skat. Ja jeg elsker også dig. Selvfølgelig savner jeg dig.., katrine smilede Maria og Kasper er kæærester. Maria og Kasper er kæærester! skreg hun, mens hun dansede rundt og rundt. ... Ja vi ses skat! Maria lagde på. Hov, hvor er katrine? grinede hun. Faren, der var sikker på katrine var gået ned på parkeringspladsen, tog resten af sin familie med ned til bilen. katrine så sig om, hun befandt sig midt i en slags skov, træerne der gik hende langt over hovedet så meget skræmmende ud. På jorden var der ikke grønt græs men mere en slags tørt tørv. Omkring hende var der nu helt mørkt, men der var hverken måne eller stjerner. Dugget lå tæt og tiden var som gået i stå. Der lugtede let af hav, og man kunne hører en lavmælt sang. Hun så et sølvglimt. Selvom hun ikke var særlig gammel, var hun hjemkendt med at blive væk. Og hun vidste sølvglimtet måtte være tæt på stigen. Hun løb hen i mod det, men lige da hun nåede det... var der væk. katrine var først nu rigtig bange, det kunne ikke bare forsvinde. Hun satte sig ned på hug og små tårer begyndte at opfylde hendes øjne. Pludselig begyndte en sølvfarvet dis at vælte frem fra alle sider. Og en smuk, smuk pige sad foran hende. Hun havde spidse ører og hvidbleg hud. Hendes læber havde kun en smule mere brun farve end huden og hendes øjne havde den smukkeste blå farve, hun var en Elver.