Min første tanke efter jeg har læst Tabernarren er: Misundelse. Brian og Morten er misundelige på Jens, fordi han er så klog. De får den vendt til at han blærer sig med det, selvom det er akkurat det modsatte han gør.
Og det er lige det misundelse gør, man bliver nødt til at finde på et eller andet dårligt om ham, for at man selv kan være bedre. Nu hvor jeg sidder og tænker over det, virker det helt latterligt. Hvorfor bliver man ikke bare venner med ham, og får ham til at hjælpe én med at blive bedre? Hvorfor gider man bruge sin tid på at nedlade andre, bare fordi de er bedre til noget end man selv er. Det er det mobning ofte kommer af, at dem der spiller smarte, og ikke har så meget mellem ørene, bruger deres tid på at drille dem der er kloge, for at få det til at virke som en dårlig ting at være klog.
Men Morten og Brian mobber ham ikke ved at sparke og slå ham. De undgår ham, snakker ikke med ham, og bagtaler ham. Og sådan er resten af klassen sikkert også. Det er derfor at Jens gang på gang må skifte skole. Jeg vil kalde det psykisk mobning. Jeg tror at alle må have oplevet misundelse på et eller andet tidspunkt. Man er rigtig god til noget, og plejer måske at være den bedste, men så kommer der pludselig en ny, som så er endnu bedre end dig selv. Så er det ham/hende folk beundrer og du bliver ”glemt”.
Det er gratis at oprette en konto