Krig i Afghanistan

Hans krop begynder at dirre. Det er som om, det buldrer helt nede fra fødderne af. Han trykker krampagtigt på fjernbetjeningens knapper. Igen og igen. Men videofilmen fortsætter. Med billeder af kammeraterne i de grønne uniformer. Det bakkede Afghanske landskab. Lejren. Han ryster voldsomt nu, og Natasha vender sig i sofaen og spørger, hvad der er galt. - Stop filmen, stop filmen, fremstammer han og mærker tårerne komme væltende ud. Dråberne triller ned ad Thomas' kinder, mens han sidder i sofaen med dynen over sig. Den dyne, de hentede fra soveværelset for rigtigt at hygge sig. Nu sidder han i stedet og mærker sin krop ryste af følelser, han ikke forstår. I næsten tre timer hulker han. Han holder om sig selv. Tørrer øjnene med hånden. Og lægger sig endelig til at sove. Året er 2005, og Natasha og Thomas har lige mødt hinanden. De sad i sofaen med dynen over sig og snakkede om hans tid som FN-soldat, da han fandt hjemmevideoen fra hold otte frem. Satte den i maskinen. Og brød sammen. Bagefter fortæller han hende, hvordan tiden i Afghanistan ændrede hans liv. Ligesom den gjorde for mange af de omkring 10.000 danske soldater, der gjorde tjeneste i det borgerkrigshærgede land, mens kampene stadig rasede. Tre danskere døde i kamp, mange flere blev sårede, og et ukendt antal soldater vendte hjem med ar på sjælen. Thomas' historie begynder syv år tidligere. Den 18-årige konstabel Thomas Pedersen sidder i messen i Camp Dannevirke. Året er 1993, og det er forår. Sammen med to andre soldater bor Thomas i en af de 16 kvadratmeter store beboelsescontainere - eller fab'er, som de kalder de præfabrikerede boliger. 180 mand er de. I en lejr af hvide fab'er, hvide udsigtstårne og hvide lastbiler i et grønt og bakket område ved den lille by Helman. Han tilbringer de fleste aftener i messen. Med at drikke dåseøl, spille kort og drikke flere øl. De andre kalder ham alle sammen Hippie på grund af den syv centimeter lange, flettede hårpisk, der hænger ned langs nakken fra hans ellers kortklippede, blonde hår. Han har ikke tal på, hvor mange officerer og soldaterkammerater, der har truet med at klippe pisken af, siden hans sergent i værnepligtstiden gav ham øgenavnet. De andre i lejren kender Hippie som messens hurtigsnakkende og småprovokerende Valby-dreng. Hans høje latter lyder ofte over dåseøllene, og det er ham, der kommer på at putte shampoo i et par kondomer og lægge dem ind i de slidte pornoblade, som det næste hold skal overtage. Om dagen kører Thomas lastbil uden for lejren. Han tager sig ikke af Afghanerne, der provokerer de danske FN-soldater og skyder omkring sig, når de har drukket for meget af den lokale slivovits-brændevin. De fattige børn lægger han mere mærke til. De bor på lossepladsen ved den danske lejr i Helman og roder danskernes skrald igennem for madrester. Han synes, han vænner sig til dem med tiden. I august 2004 vender han hjem til Danmark efter seks måneders tjeneste. Han flytter ind hos kæresten Inger, og de har det godt i lejligheden i Brønshøj sammen med hendes seksårige datter, Jeanette. Fem måneder senere, juleaftensdag, kommer posten med et anbefalet brev adresseret til konstabel Thomas Pedersen. I brevet fra Ringsted Kaserne står, at Thomas skal af sted til Afghanistan igen. Han er indkaldt fra