..….“Stik din finger ud, så jeg kan mærke, om du er blevet fed.” Han stak imidlertid et afgnavet ben ud mellem tremmerne og den gamle, der ikke kunne se det med sine svage øjne, troede, at det var hans finger, og kunne ikke begribe, at han blev ved at være så mager. Da der var gået fire uger, og Hans ikke blev en smule tykkere, tabte hun tålmodigheden. “Skynd dig lidt at bringe vand op,” sagde hun til Grete, “enten Hans er tyk eller tynd, vil jeg spise ham i morgen.” Tårerne løb den stakkels lille Grete ned ad kinderne, men hun måtte gå. “Hjælp os dog, du gode Gud,” sagde hun, “bare de vilde dyr i skoven havde ædt os, så var vi dog i det mindste blevet sammen.” - “Hold op med det tuderi,” sagde den gamle, “det hjælper dog ikke..….”
”Mor hvis vores køleskab en dag er tomt bliver vi så kørt ud i skoven? Mor hvad nu hvis jeg spiser for meget kommer bedstemor så og spiser mig? Blot et par eksempler på de spørgsmål jeg med saltvandsfyldte dådyr øjne og en dirrende underkæbe kunne stille min mor efter fortællingen om Hans og Grethe. Fortællinger om drager og troldmænd hørte, for mit vedkommende til i en helt anden verden end denne. Jeg var dog klog nok til at vide, i en alder af fem at der ikke fandtes drager. Men Hans og Grethe var jo en realistisk fortælling om en familie der måtte skille sig af med børnene pga. mangel på mad. Ikke nok med det viser den rare ”bedstemor skikkelse” sig pludselig at være et kødædende monster. En af H.C. Andersens værste krimier, hvis du spørger mig!
Det er gratis at oprette en konto