”Vi er ked af at melde at Julie…” Hun kunne høre stemmerne ude på gangen. Hvad snakkede de om? og hvor var hun henne? Hun åbnede øjnene, men kneb dem hurtigt sammen igen på grund af lyset. Hun åbnede langsomt det ene øje igen, så det andet. Værelset var så småt. Hun kiggede rundt. Pludselig kunne hun se hendes mor i døren. ”Julie! Julie min pige, du er vågnet!”, sagde hun,” hvordan har du det?”. Julie kiggede forvirret op på hendes mor, ”hvad er der sket?”, spurgte hun, ”hvor er vi?”. Hendes mor fik tårer i øjnene. ”Du blev kørt ned af en cyberscooter”, sagde hun, stadig med tårer i øjnene, ”kan du slet ikke huske det?”. Julie kiggede sig om en gang til. Det hele var lidt uklart. Det sidste hun kan huske var at hun gik i gågaden. ”Næh”, sagde hun, ”men jeg har det altså fint”. Nu blev hendes mor stille… alt for stille. Julie kiggede på hende. ”Hvad er der sket”, spurgte hun, ”hvorfor siger du ikke noget?”. ”Jo, nu skal du høre lille skat,” tårerne var løbet ned af hendes kinder nu, ”det var et meget slemt uheld… de blev nød til at amputere begge dine ben skat”. Julies øjne for op. Hun kiggede langsomt ned af sig selv, og så op på sin mor. Der manglede jo ikke noget under dynen. Hun kunne hvert fald skue at der var noget. Hun ville se, men hun turde ikke. Det var en meget mærkelig følelse. Hun synes altså, hun kunne mærke på sig selv, uden at røre, at der var noget under dynen. ”Du har fået dem erstattet”, sagde hendes mor. ”Erstattet?”, tænkte Julie, ”erstattet med hvad?”. ”Jeg vil lige lade dig være i fred, så du kan se dem i fred” sagde hendes mor, og gik stille ud af døren. Julie havde slet ikke bemærket den sætning. Hun havde for travlt. Langsomt tog hun sin hånd ned mod låret. Hun var millimeter fra at røre, men trak den hurtigt tilbage. Nu begyndte hendes øjne stille at blive våde. Hvordan kunne hun være så for bange det? Hun besluttede at tage mod til sig, og fjernede så dynen i et rap. Og der var de så. Om det var metal, stål eller sågar titanium vidste hun ikke. Hun begyndte ikke engang at græde. Hun blev bare sur. Sur på sig selv, sur på cyberscooteren, sur på lægerne, sur på alt. Robotben… hun havde godt hørt om dem før. Der var allerede nogen tilbage i 2008 der havde robotben, men det havde været sådan nogle tynde nogen. Hun havde set billeder af dem i Robotteknologi i skolen. Men de her… de var formede som rigtige ben. De havde rigtige knæ. Hvis det ikke var fordi de var sølv, og havde nogle mærkelige skruer, og bøjelige ting, havde det næsten lignet rigtige ben. Hun sad rigtig og studerede dem. Måske var det ikke så slemt endda. Hun sad helt i sine egne tanker da der blev banket på døren. En menneskelignende robot kom ind. Julie kiggede bare op og tænke; ”hvor ironisk at de sender en robot ind for at pleje mig”. Robotten kom hen til sengen, ”Hej”, sagde den, ”Jeg hedder Nomihno, er der noget jeg kan gøre for dig?”. Julie kunne ikke lade være med at smile. ”Ak ja”, tænkte hun, ”hvis jeg alligevel skal være her i et par dage, kan jeg vel ligeså godt blive venner med medarbejderne… jeg er jo næsten en af dem nu”. Hun kiggede op på ham. Man kunne sagtens se det var en ’han’. Julies far, Per, var robotmekaniker, og Julies mor, Nelli, var leder af robotafdelingen i Samsung. Joo, hun vidste skam godt hvordan sådan en robot var bygget. De kunne både føle og tænke. Begge hendes forældre var vildt fascinerede af robotter, og det havde nok smittet meget af på Julie. Hun havde dog aldrig troet, at hun selv skulle være halv robot. Det kunne ikke komme ud af hendes hoved. ”Halv robot, halv robot, halv robot”. Hun kunne mærke at Nomihno stirrede på hende. Der var der hun opdagede, at hun slet ikke havde svaret ham. ”Øh, nej, ja, tak”, fik hun fremstammet, ”jeg har det fint, tak”. Nomihno bukkede som en slags butler, og gik så igen. Over de løbende par dage, kom han ind igen og igen. Hun spurgte om han havde tid til at snakke, for hun følte sig ensom. Hendes forældre var altid på arbejde, og kunne ikke tage fri eftersom Julie egentlig havde det fint nok, og bare var til observation for at tjekke om kroppen nu kunne fungere med de nye ben. Nomihno og Julie sad og snakkede i timevis hver dag. Julie kendte ham ikke længere som ’robotten Nomihno’, men som sin ven, og måske lidt mere. Når hendes forældre var der, var det ham hun snakkede om, hvad de havde lavet i dag, hvad de havde snakket om, og så meget mere. Hun blev ved med at sige til sig selv, at man ikke kunne være forelsket i en robot. Det var jo ikke et menneske. Men Nomihno var bare så menneskelig. Hans bevægelser, Hans talemåde, Hans følelser… for hende?
Det er gratis at oprette en konto