Mødet på tårntrappen

Jeg går rundt ude på gårdspladsen ude i kanten af byen, alle ser bekymrede ud, de venter på det store slag. Det er kun få dage siden, kontrolposten ved den svenske grænse blev angrebet, vi fik beskeden i morges, siden der har vi forberedt os. Smeden har travlt, vi mangler stadig våben til mange. Alle drenge der er gamle nok til at bære en brynje er blevet sendt herud. Gaderne er ikke store nok til alle de mennesker, selv oppe på byens udkigsposte er der tæt. Alle kvinder og børn er sendt op til den anden ende af byen, hvor slottet ligger. Det er også der, min forlovede befinder sig, Margrethe. Det er ved at blive aften, kvinderne var blevet hentet fra slottet for at lave mad. Jeg trasker op mod slottet i håb om at finde min forlovede, men jeg når ikke ud af folkemængden før horn lyder i det fjerne. Svenskerne er her, jeg vender om og prøver, at indhente de andre som er begyndt at marchere. Jeg står som den bagerste, jeg kan kun lige se, at vores general giver tegn til bueskytterne. Vi står alle klar til at kæmpe. Der er helt stille, for uden knagen fra buerne der bliver spændt. Jeg kigger bagud, der står omkring 20 skytter på række med buerne spændt og peget til vejeres. Et par stykker råber, at de kommer, jeg kigger hurtigt frem og ser dem løbe mod os, de forreste peger deres svær frem som spyd og venter på sammenstødet. Jeg kan skimte ud af øjenkrogen, at vi er omringet, jeg råber at de også kommer fra siderne, alle kigger forvirret rundt. Lige før konfrontation med svenskerne tjekker generalen at soldaterne står forrest og bønderne står i midten. De fleste bønder har ikke fået andet end en ringbrynje og et sværd. Jeg prøver at mase mig frem mellem bønderne. Nu sker det der lyder et kæmpe brag, da skjolde og rustninger bliver slået i stykker. De er begyndt at komme fra siderne. Jeg føler mig utryg, da jeg kan høre pilene bagfra gennembore luften. Der kommer en svensker helt hen til mig, han slår ud efter mig, men jeg når at rykke til siden. Jeg laver et hurtigt stik, som går lige gennem hans læderrustning og ind i højre side, han gisper efter vejret og går ned i knæ. Jeg sætter foden på hans bryst, og skubber ham af sværdet. Jeg når ikke at kigge væk, før jeg bliver revet bagover, jeg ser en svensker direkte i øjnene, mens jeg ligger nede på jorden. Jeg når ikke at komme væk før der stikker et sværd ud af maven på ham, det er smeden som redede mig. Jeg bliver hjulpet op af smeden, som giver mig et puf imod et par svenskere, der kunne springe på mig hvert øjeblik. En pil flyver forbi øret på mig, og rammer ham til venstre i sværd armen. Jeg skynder mig at hugge ud efter ham til højre, men da jeg misser, sparker jeg ham til venstre omkuld. Der kommer et hårdt slag fra højre, som laver en flænge i mit venstre håndled. Jeg når ikke at hugge igen, før generalen råber, at forstærkningerne er kommet. Jeg kigger bagud, og ser en flok på måske 100 mænd, som rider hen mod mig. Det må være en lille del af kongens hær. Generalen råber, at vi skal trække os tilbage til ridderne. Jeg skynder mig at hukke en sidste gang, og for slået sværdet ud af hånden på svenskeren til højre, ham til venstre prøver stadig at komme op da jeg løber tilbage mod rytterne. Jeg småløb sammen med to andre, jeg kiggede tilbage og så, at svenskerne trak sig sammen til én stor hær. Jeg gik det sidste stykke, op til de nu stoppede ryttere. Jeg vender mig om, og prøvede at se hvem der var faldet, efter nogle overvejelser tænker jeg at der højest kan være et par bønder nede imellem de andre lig. Generalen forklarer os, at svenskerne er i overtal, men deres udstyr er betydeligt svagere end vores. Generalen forklarer taktikken ”ridderne vil prøve at skille dem ad i små grupper, derefter går vi til angreb på de små grupper”. Ridderne begynder at galoppere direkte mod svenskerne, de første svenskere er allerede begyndt på at dele sig. Generalen for os stillet op i rækker, og vi marcherer mod svenskerne. Generalen råber, at vi skal dele op i 4 rækker og tage forskellige vinkler. Jeg går i en række på 8 mand, vi bliver enige om at tage venstre side. Et par svenskere stormer ind i ham til højre for mig, vi lukker sammen om dem og for dem hurtigt ned og ligge. Inden vi når at tage stilling igen, er der nye på vej, jeg forklarer, at vi kan dele os, så vi angriber de samme fra flere vinkler. Jeg løber et stykke til højre, svenskerne løber hen mod mig. De synes måske, jeg er et let offer, men da ser jeg at der ikke er nogen på vej for at hjælpe mig da de er optaget af nogle andre. Jeg prøver så vidt muligt at undvige, men uden held jeg bliver ramt sidelæns på hjelmen, og bliver slået omkuld. To riddere ser mine problemer, og kommer mig til undsætning, den ene rider løber direkte ind i dem, flere af dem ser ud til ikke at klare den. Mens Den ene er i gang med, at tilintetgøre dem, hopper den anden af hesten og for mig sat op på hans hest. Det er begyndt at sortne for mig, da rytteren hopper op foran mig. Vi ridder hen mod kampen, som nu er rykket tættere på byen. Jeg rusker i ridderens arm og siger, at jeg ikke kan mere, han nikker og prøver at ride udenom kampen. Vi når ikke så langt, da en svensker hugger sit sværd ind i bagbenet på hesten som vælter. Jeg ligger nu næsten livløs nede på jorden, ridderen hjælper mig op, og siger, at jeg skal blive ved med at gå. Jeg går i langsomt tempo op mod slottet. Jeg er stadig langt fra slottet og nu er rytterne begyndt at indhente mig. Den første rytter der passerer mig stopper op, og tager mig med op til slottet. Vi stopper ved et af tårnene, og jeg håber, det er der Margrethe er. Men da jeg kommer op i toppen, er der tomt, jeg begynder på at gå ned, og der møder jeg Margrethe. Hun er meget stille, og jeg nøjes med at kysse hendes hånd, mens hun fortsætter op.