Det er godt nok lang tid siden jeg har skrevet til dig [NAVN A], men der er jo heldigvis også en grund. For du husker jo nok, mens jeg skrev sidste brev, bippede min personsøger. Men jeg vil forsøge at fortælle om det sidste stykke tid.
Det startede som du nok godt kan regne ud, med at min personsøger bippede. Jeg var lige blevet færdig med at skrive dagbog til dig, og så bippede den. Jeg fik et chok da den lige pludselig begyndte at bippe. Og jeg fik en følelse indeni at det nok bare var en drøm, for det var ubeskriveligt. Jeg troede ikke den skulle bippe endnu, og jeg var allerede enig med mig selv om at den ikke ville bippe. Men det gjorde den, og jeg løb nedenunder til mor, som sad i stuen foran fjernsynet. Jeg sagde ivrigt til hende at vi skulle af sted, fordi der var et hjerte til mig. Så spurgte hun hvordan jeg vidste det. Og så fortalte jeg hende at min personsøger bippede for 2 minutter siden. Først der opfangede hun egentlig hvad det var der var sket. Hun kom gående forsigtigt hen til mig, tårerne trillede ned af kinderne på hende. Jeg tog hende om halsen og begyndte selv at græde. Far der som sædvanlig gik ude i værkstedet, var kommet ind for at vaske hænder. Han ignorerede os bare i første omgang. Men da han hørte os græde begge 2 kom han forsigtigt hen. Han spurgte om der var noget galt, og så fik han det hele fortalt. Da jeg havde sagt det med at personsøgeren havde bippet, så jeg en tåre trille ned ad hans kind. Han tog om både mor og jeg, og vi stod sådan i 2 minutter. Derefter blev vi desværre nødt til at gå op og hente dig, for vi skulle til hospitalet med det samme. Det havde lægerne sagt dengang jeg fik personsøgeren på. At så snart den bippede skulle vi komme til hospitalet så hurtigt vi kunne. Mor lagde dig op i liften og far gik ud og startede bilen. Jeg tog selv tøj på og gik ud og satte mig på bagsædet, ved siden af liften med dig i. Da vi kørte til hospitalet, var der meget stille i bilen. Men jeg kunne se at tårerne trillede ned ad mor og fars kinder. Det var første gang jeg så far græde. Det var hårdt at se på at begge ens forældre sad og græd. Jeg sad bare og kiggede på dig. Du lagde der i liften og så rigtig sød ud da du sov. Efter 2 timers kørsel var vi på hospitalet. Mor og far henvendte sig i receptionen, og fik af vide, at vi skulle gå op til hjerteafdelingen. Der ville stå en læge og vente på os. Vi gik derop, og du lå stadig i liften og sov sødt. Hjerteafdelingen lagde oppe på 5. sal, og vi var hurtigt deroppe med elevatoren. Der stod en dame og ventede på os ved elevatoren. Hun sagde pænt goddag og bad mig følge med ind på en stue. Hun forklarede mig at det var her, mit nye hjerte skulle transplanteres. Der var 5 læger inde på stuen, og der var en masse apparater derinde. Jeg lagde mig op på sengen, som jeg var blevet bedt om. En læge kom med en sprøjte. Inden jeg fik den i armen fortalte hun mig at det var en sprøjte med et bedøvende middel. Det ville gøre sådan at jeg faldt i søvn, og sådan at jeg ikke mærkede og så noget af det de skulle gøre. Så gav hun mig sprøjten, og jeg blev hurtigt meget træt. Jeg så hun gik hen til mor, far og lille dig. Hun gik med jer ud af operationsstuen. Jeg følte mig lidt alene, men faldt hurtigt i søvn.
Det er gratis at oprette en konto