Vi gik ud i bilen alle tre, og min far startede den. Så ved og ved, kunne jeg se vores hus blive mindre. Vi var vokset op i det lille hus, eller jeg var. Hun nåede aldrig helt at vokse op. Hun havde altid været en lille pige. En lille pige, med en dukket kjole, og lange fletninger, som min mor havde lavet om morgenen. Jeg kunne se hende for mig. Hun sad herre stolt, og viste mig den tand, hun havde tabt i løbet af natten. Det føltes tomt, tingene ville aldrig blive det samme. Men hun var her stadig, bare et andet sted, det vidste jeg
Vi kørte i tavshed. Hvad skulle vi egentlig sige? Vi sad alle tre og kiggede ud gennem vinduet. Den lille by virkede trist og helt ude af den. Måske havde den altid været sådan. Vi havde bare ikke lagt mærke til det før. Vi børn havde det altid godt sammen. Vi kører forbi den gamle, nedslidte legeplads, hvor vi plejede at lege tagfat sammen. Det minder mig om en lørdag, en ganske normal lørdag, men det er de dage jeg vil savne mest.
Jeg kom ned for at spise morgenmad. Hun var selvfølgelig allerede oppe. Hun sad foran fjernsynet i nattøj og spiste havregrød. ”Godmorgen.” Sagde hun, og smilede som altid. De sagde alle sammen, at hun havde det sødeste smil, med de sødeste smilehuller. Alle elskede hende. ”Godmorgen.” Sagde jeg og smilede igen. ”Vil du ikke nok tage ud på legepladsen med mig?” Sagde hun. Jeg kiggede på uret. Klokken var ni. ”Jo, lad mig lige spise først, og du skal jo også have tøj på, ikke?” Sagde jeg så. Senere på dagen gik vi ud på legepladsen. Hun tog den lille gynge og jeg den store. Det var altid sådan. Mens vi gyngede, kom børnene i nabolaget også ned på legepladsen. Vi begyndte så småt at lege tagfat. Vi havde det sjovt. Vi var der hele dagen. Vi gik kun hjem for at spise. Hun grinede stort set hele tiden. Dagen var ikke noget særligt. Men nu, når jeg tænker over det, havde det måske været den bedste dag i hendes liv.
Det er gratis at oprette en konto