Plastic

Lærke Olesen 1.HF Dansk roman af Mette Thomsen, Plastic Den 14. september 2007

Arbejdsspørgsmål til Mette Thomsens: ”Plastic”

1. Giv en grundig karakteristik af Mona Mona er en kvinde, som lever i 90’erne. Hun har mørkt pagehår og er tynd. For Mona handler alt om det ydre. Det handler om, hvordan folk ser hende, ikke hvordan hun i virkeligheden er. Mona lever for højdepunkterne; hun lever for at blive set. Hun lever i sin egen drømmeverden som i en film. Hun har svært ved at skelne imellem virkeligheden og sine egne tanker. Da hun, i romanen, dræber sin nabo, Vera, ved hun ikke selv, at hun har gjort det, før hun sidder på politistationen. Plastic, side 115: ”Vera! Dén Vera, hende fra inde ved siden af! Ja, det er da vist rigtigt, at Mona slog hende ihjel, men hun slog hende jo ikke rigtigt ihjel, vel. Hun skulle bare ud af billedet, ikke. Retoucheres. Er det virkelig så galt, kan det virkelig ødelægge hele billedet? De vil da vel ikke sætte hende i fængsel? Det ville være pinligt. Jeg mener, ligner hun en morder?!” Dette citat fra bogen, er et godt eksempel på Monas måde at komme igennem livet på. De ting, som ikke passer ind i hendes billede af en perfekt verden, må hun skaffe af vejen. Men en perfekt kvinde er jo ikke morder, og derfor benytter Mona af forsvarsmekanismen, fortrængning. Hun kan simpelthen ikke huske, at hun har dræbt Vera, indtil hun bliver konfronteret med det på politistationen. Mona gennemgår en masse plasticoperationer, for at blive perfekt. For at blive som pigen på postkortene og som barbiedukken fra tv-reklamerne. Hun går i butikker og køber ind, bare for at få poser med fra de forskellige butikker, så hun kan symbolisere, hvad hun vil om sig selv. Mona skyr til alle midler, for at få det perfekte liv. For at holde faconen og den slanke linie, undgår hun mad, ved at påstå, at hun er allergisk. Andre gange kaster hun op, efter hun har spist, for ikke at tage på. Mona har ingen venner, men det er lige meget for hende. Hun føler sig ikke ensom. Hun går alligevel i byen og lader som om, at hun venter på en veninde eller en fyr. Det er hvad folk tror, der betyder noget. Plastic, side 70: ”De er lige høje, dukken og Mona, og dukken har lige præcis den krop og lige præcis det ansigt, som Mona vil ende med at have, når hun er færdig med sine operationer. Men dukken er alligevel ikke smuk. Måske er det den forkerte hudfarve eller ventilen på låret, der gør det, måske er det det dumme smil og det døde blik eller det tykke lag af blå øjenskygge på øjenlågene. Der er i hvert fald et eller andet galt:”