Valget var taget. Hun kiggede ham i øjnene, men der var ingenting, som kunne ændre hans valg. Hun kunne ikke stoppe med, at græde. Tårerne blev ved med, at løbe ned langs hendes kinder, Karl prøvede at trøste hende, men der var intet han kunne gøre. Hun blev ved med, at spørge hvad det skulle til for, hvorfor og hvordan han kunne gøre det mod hende. Tårerne trillede lige pludselig også ned af Karls kinder. De havde været gift i 11 år, og nu vidste hun ikke om han kom tilbage eller om hun aldrig fik ham at se igen. En dag tilbage. Tove kiggede op på uret, som blev ved med at tigge. Tiden gik lige pludselig hurtigere end forventet. Karl var sikker på, at han kom tilbage, og Tove ville slet ikke tænke på hvis, han ikke gjorde. Han skulle i krig! Tove var ude af sig selv, hvordan man kunne tage sådan et valg, var en gåde for Tove. Hun skulle nu være alene i mindst 3 måneder, og måske for altid, hvis Karl nu ville forlade verdenen.
Så var tid. Det var nu, og der var ingen vej tilbage. Karl skulle af sted. De stod ude foran deres hus, som de havde boet i, i mange år. De kiggede begge rundt. Det slidte hegn, som havde været der lige fra de flyttede ind, den rustne dør ind til de 3 heste, og de overfodrede grise. Karl begyndte lige pludselig, at ryste. Tove kunne se på ham, at der var noget galt. Igen græd han, han var ualmindelig nervøs. Karl kiggede rundt, kom han tilbage? Nu var han bange. Karl tog hendes hånd fortalte hende, hvor højt han elskede hende og han nok skulle komme igen. Han sagde også til hende, at han var sikker på, at de om 3 måneder stod ude foran huset med hænderne samlet igen. Lykkelige over, at han havde hjulpet til i krigen. Karl fik overbevist Tove om han kom tilbage. De sagde begge halvulykkeligt farvel. Tove var nu alene. Hun følte sig ensom, alene og fortabt. At skulle sige farvel, og måske for altid foran deres elskede hus til hendes elskede husbond var det sværeste Tove nogensinde havde gået igennem. Det var en meget hård periode, mange mennesker kom forbi tove, med blomster, og ønskede hende held og lykke. Tove kom aldrig ud for huset, fordi hun havde det så elendigt. Hun var deprimeret. Hun kom kun ud, når hun skulle tjekke post, eller blev nødt til, at handle lidt ind. ENDELIG. Hun havde modtaget brev fra Karl hvor i der stod:
Det er gratis at oprette en konto