Afskeden

Det er lørdag morgen, og jeg står op igen lidt for sent til skole. mine tanker er slet ikke på skole, lektier eller noget af det lærerne siger. Lises søde smil er den eneste grund til, at jeg egentligt går i skole. Hun er den pige, jeg ikke kan få ud af hovedet. Jeg har dog lidt svært ved at få sagt, noget til hende da jeg ikke tør. Det er ligesom om mine læber bare lukker helt sammen, når jeg bare kommer inden for én meters afstand af hende. Jeg kom en halv time for sent ind i klassen. Lærerinden så ned på mig med et meget tungt blik. Jeg gik ned og satte mig på min plads. Jeg satte min taske ved min side. Jeg bukkede mig ned fra stolen for at lede efter mine bøger. Da jeg kigger op, sidder Lise lige ved siden af mig. Jeg satte mig op på stole igen, og lagde mærke til at alle havde fået en ny plads, undtagen mig. på en måde var det lidt træls, at jeg ikke fik chancen til at flytte, men det gør nu ikke noget, for nu sidder jeg med en ellers meget god udsigt ud af højre øjenkrog. Der var gået en time og det var pause. Jeg gik ned i kantinen og spiste min noget hurtigt smurte madpakke. Jeg satte mig sammen med mine venner ved et bord lidt ovre i hjørnet. Der kørte en mindre diskussion om, hvem af pigerne fra vores klasse der var den lækreste. Mange mente at det var Sofie, nogen mente at det var Mette. Selv mente jeg jo at Lise, var den lækreste af pigerne, men jag sagde det ikke højt. Jeg sad lidt i mine egne tanker, og tænkte mest på hvad man kunne sige, for at få en piges opmærksomhed. Jeg kom frem til, at det nok ville være nemmest i timerne, hvor vi nu alligevel sad så tæt på hinanden. Det skulle også være noget diskret, så lærerinden ikke lagde mærke til det. Netop som jeg troede jeg kom frem til en løsning, ringede det til time. Vi skulle have dansk. Jeg kunne ikke fordrage min dansklærerinde, hun var så sur og gammel og alt for striks. Uden at tænke meget over det, skrev jeg en seddel hvor der stor. ``De her timer bliver bare aldrig spændende´´. Jeg krøllede papiret, og kastede det over til lise. Hun hoppede næsten helt op af stolen, da papiret landede på bordet, lidt som om hun havde sovet. Hun åbnede sedlen, kiggede på mig og nikkede og begyndte at skrive en seddel tilbage igen. Jeg sad lidt og tænkte ``det var da faktisk ikke så svært at komme i kontakt med hende, som jeg troede´´. Hendes seddel landede på mit bor. ``jeg er helt enig, jeg kan ikke klarer flere af hendes timer ´´, stod der i sedlen. Til sidst i timen valgte lærerinden, at give os dobbelt så mange lektier for som planlagt. Fordi hun ikke synes at vi havde gjort en indsats i timen. Hele klassen gav et dybt suk, da vi fik meddelelsen. Jeg var godt i gang med at pakke mine ting, da Lise kom over til mig og spurgte, `` vil du med til at sidde efter skole og lave lektier ´´. Jeg stod bare og stirrede på hende i tre sekunder, hvorefter jeg hurtigt svarede, ``ja selvfølgelig vil jeg da det´´. Vi mødtes i biblioteket. Hun sad allerede med alle sine bøger klar, og ville helst bare have det hele overstået. Jeg derimod ville helst have den her lektietime til at være i lang tid. Vi snakkede rigtig godt sammen i de to timer, vi var der, og jeg var slet ikke nervøs omkring hende længere. Vi snakkede om alt, lige fra hvilken slags mad vi godt kunne lide, til hvornår vores forældre var ved at blive for overbeskyttende. Vi gik, efter to en halv time. Jeg følte virkelig at vi var kommet tættere sammen i de to en halv time. Nu var jeg da også færdig, med alle mine lektier til tiden. Så det var da en såkaldt ``win-win-situation´´. På vejen hen til døren, tager hun blidt fat i min arm. Jeg vender mig om. Hun står lidt og kigger på mig. Det er lige pludselig en frygtelig pinlig tavshed over lokalet. Tavsheden bliver alligevel brudt da lise siger, ``så ses vi vel i morgen så´´. Man kunne tydeligt se at, det ikke var den sætning, hun havde håbet på at sige. Vi gav hinanden et kram, og går sammen ud af døren. På vejen hjem synes mine fodtrin dobbelt så tunge, som de plejer. Jeg savner hende allerede. Jeg ser mig tilbage over skulderen, i håb om hun måske skulle løbe rundt om hjørnet, og kaste sig i mine arme. Men sådan noget sker jo kun i eventyr. Jeg kigger fremad og fortsætter. Jeg går halvtreds meter ned af gaden. Pludselig ligges der to arme omkring mine skuldre, og der hviskes i mit øre, ``jeg tror ikke helt vi blev færdige´´. Jeg kunne straks genkende Lises stemme. Jeg vendte mig langsomt omkring, og så hende direkte i øjnene. De var helt mørke blå, noget jeg aldrig før havde lagt mærke til. Jeg føler lidt at jeg burde sige noget smukt om hende, men kan ikke rigtig få ordene frem, da det hele bare er perfekt. Jeg trækker hende tættere ind til mig. Jeg lukker mine øjne, spidser mine læber, og håber lidt hun gør det samme. Der står vi, på en gade midt i ingenting og kysser. Jeg har aldrig været så lykkelig, og følt mig så mærkelig på samme tid. Det var som en kæmpe eksplosion af følelser. Vi trækkes langsomt fra hinanden igen. Jeg kigger på hende og smiler. Hun smiler sødt tilbage. Jeg følte mig virkelig glad og lettet, nu og ville mest af alt bare have at, tiden skulle stoppe lige her og nu. Så tog tingene en lidt uventet drejning, da Lise sagde, `` jeg skulle bare være sikker´´. Efter det satte hun i løb den modsatte vej. Jeg var for fyldt af alt for glade tanker, til at stoppe hende. Jeg stod bare og så hende løbe længere, og længere væk. Der gik cirka fem sekunder, hvor jeg ikke tænkte på noget. Jeg stod bare og tog hele situationen ind, Så begyndte jeg at tænker over hvad det betød, det hun sagde. Jeg begyndte at gå hjem igen. Jeg kunne ikke få det til at give nogen mening, det hun sagde. De samme tanker kørte bare rundt i mit hoved om og om igen. Lidt som om jeg var ved at miste besindelsen. Næsten morgen, da jeg tog i skole, var Lise der ikke. Jeg spurgte læreren, om han vidste hvor hun var. Han svarede, i en lidt ligeglad tone, at hun skulle noget med sin familie, noget med at de skulle lige sige farvel til deres hus, før de skulle flyttede. ``Flytter de i dag´´ svarede jeg højlydt. ``Ja hendes forældre har skrevet hende ud af skole i forgårs sagde læreren´´. Jeg løftede mig fra min stol, og løb ud af klasselokalet. Jeg spurtede ud af skolen, hen over legepladsen, over vejen, gennem flere folks haver for at skyde genvej. Da jeg nåede til hendes hus, stod Lise uden for huset, og så ind gennem et af vinduerne. Jeg sænkede farten da jeg så hende, og gik hen ved hendes side. Ordene sprang ud af mig, da jeg sagde, ``hvorfor sagde du ikke noget til mig´´. hun kiggede lidt mystisk på mig, og svarede, ``jeg håber lidt du finder en anden, for du er ellers en sød fyr´´. Nu så hun mig lige i øjnene som før, hun gik tættere på. Hun lagde sin hånd på min ene kind, og kyssede mig blidt på den anden. Så sagde hun, ``det er rigtig at jeg flytter, jeg ved at jeg vil komme til at savne dig, men jeg tror det er her det må slutte´´. Hun så sig ikke tilbage over skulderen, da hun gik hen mod hendes forældres bil. Hun satte sig ind og kiggede ud på mig gennem ruden. Jeg stod bare og kunne intet sige, intet gøre, jeg følte mig så svag og magtesløs. Jeg så en tåre trille ned af kinden på hende, før bilen bakkede ud af indkørslen. Jeg løb efter bilen, og så den forsvinde ud i horisonten. Nu stod jeg her, helt alene på en tom og åben plads. Jeg gik hen, kiggede ind af ruden. Jeg så at der var helt tomt inde i huset. Nu kunne jeg mærke at der trillede en tåre ned af min kind, da jeg tænkte på, at jeg var ligesom huset, tom og helt alene.