Halvanden time endnu. Nedtællingen er begyndt og jeg kan mærke hvordan tiden langsomt er begyndt at æde mig op. Selvom tiden er der hele tiden og overalt er det som jeg slet ikke kender den, den har pludselig fyldt min krop med nerver og ustandselig mange tanker som jeg har behov for at skrive ned. Min trofaste kammerat er pludselig blevet min største fjende, jeg kan ikke længere nyde den tid jeg har tilbage til at skrive min stil – jeg ville meget hellere have masser af ventetid, masser af tid til at rette teksten igennem og få gennemgået hvad jeg har skrevet. Det kan jeg bare ikke, uheldigvis. Med mindre at jeg skynder mig at skrive noget værre hurlumhej, men det gør jeg ikke, eller skulle jeg gøre det, bare for at blive færdig lidt før? Nej, jeg vil tage mig godt tid. Tid til at få skrevet en god og fyldig aflevering om min til tider bedste kammerat og til andre tider største fjende.
Tiden stresser mig – tiden får lægger en vis pres på mine fjorten år gamle skuldre, de kan næsten ikke holde til det. Hvis der ikke snart sker noget så eksplodere de, så flyver tiden væk. Langsomt, men roligt. Der er ikke tid til at vente, overhovedet ikke! Eller er der, skulle jeg måske lige tage mig en kort pause på fem minutter? Det ville være en dårlig idé, tiden venter ikke på mig. Den venter slet ikke på nogle. Tiden er et glimrende eksempel på egoisme, den stopper ikke op for at vente på en person som er bagud med tiden, nej den drøner videre i fuld fart. Ventetid. Ventetid er ingenting, der findes ingen ventetid. Lige gyldigt om man venter på en behandling på sygehuset eller på at få optagelse på en skole går tiden stadig væk – det korrekt vi venter, men der er ikke på noget tidspunkt tiden venter. Den kører derud lige gyldigt hvad, det er muligvis svært at forholde sig til, men det er sådan det er.
Det er gratis at oprette en konto