Mona er en kvinde, som lever i 90’erne. Hun har mørkt pagehår og er tynd. For Mona handler alt om det ydre. Det handler om, hvordan folk ser hende, ikke hvordan hun i virkeligheden er. Mona lever for højdepunkterne, hun lever for at blive set. Hun lever i sin egen drømmeverden som i en film. Hun har svært ved at skelne imellem virkeligheden og sine egne tanker. Da hun, i romanen, dræber sin nabo, Vera, ved hun ikke selv, at hun har gjort det, før hun sidder på politistationen.
Plastic, side 115: ”Vera! Dén Vera, hende fra inde ved siden af! Ja, det er da vist rigtigt, at Mona slog hende ihjel, men hun slog hende jo ikke rigtigt ihjel, vel. Hun skulle bare ud af billedet, ikke. Er det virkelig så galt, kan det virkelig ødelægge hele billedet? De vil da vel ikke sætte hende i fængsel? Det ville være pinligt. Jeg mener, ligner hun en morder?!”
Dette citat fra bogen, er et godt eksempel på Monas måde at komme igennem livet på. De ting, som ikke passer ind i hendes billede af en perfekt verden, må hun skaffe af vejen. Men en perfekt kvinde er jo ikke morder, og derfor benytter Mona af forsvarsmekanismen, fortrængning. Hun kan simpelthen ikke huske, at hun har dræbt Vera, indtil hun bliver konfronteret med det på politistationen.
Det er gratis at oprette en konto