Der var engang en mand, der hed H.C. Andersen. Det vil med almindelig nudansk talemåde sige, at han hed Hans. Han ville gerne være balletdanser, men da han hele tiden gik og snublede over sine egne ben, kunne han ikke blive det.
Så blev han forfatter i stedet for, for så kunne han få penge for at lyve.
Og så lavede han et eventyr, der handlede om ham selv, selv om det også handlede om en and. Det hed Den Grimme Ælling. (Det er der også et blad der hedder, men det får man kun, hvis man er rig, kendt eller klog.)
I starten af Den Grimme Ælling (historien, ikke bladet) bliver der født en grim ælling, som overraskende nok er helten i denne historie. Den bliver smidt ud af andegården, og så bliver den banket af en bondekone, og så bliver den næsten ædt af en åndsvag køter, som hedder Bent (eller Burg eller sådan noget), og så synes den, at folk er rigtige dumme.
Så fryser den af en eller anden grund fast i isen, men det er ikke med vilje, det er kun fordi det er koldt. Og da den så er sluppet fri er den pludselig blevet til en svane. Er det ikke bare kært? Nej, det er ej.
Det er gratis at oprette en konto