Bubbas bedste ven

Det startede med, at Bubba skulle mødes med sin farfar på stranden, en sommerdag et sted i Nordjylland. Han havde gået der længe, solen fulgte hele tiden efter ham, og han begyndte at få udslæt på huden. Den tørre, varme vind piskede mod hans kinder. ”Hvor længe skal jeg vente her?” tænkte han. Hvornår kommer han? Han satte sig ned, på en stor sten og ventede. Endelig kom han, og han havde en sød lille kær hund med, det var en sort labrador. Bubba spurgte, hvad det var, der var så vigtigt. Hans farfar sagde, at hunden, han havde med, var en fødselsdagsgave til Bubba. For Bubba var så glad for hunde, og han havde endelig fået lov til at få en hund for hans forældre. Da Bubba havde fået sagt mange tak og krammet farfaren, løb han og Kalle, som han havde navngivet hunden, hjem. Da han kom ind af døren i baggangen, råbte han til hans mor, far og lillesøster, at de skulle skynde sig at komme derud. Alle i familien syntes om den lille søde hund, og Bubba havde om morgenen fået madskåle, hundekurv og andre ting til hunden. Han legede hele dagen med hunden og øvede den i at give pote og andre tricks. Den var meget lærenem, og et par dage efter kunne den på tegn rulle rundt, give pote og gø på kommando. Bubba havde ikke været så glad længe, da han næsten ikke havde nogle venner over i skolen. Så det var rigtigt dejligt, at han havde fået en ven, han følte, han kunne sige alt til. Det gjorde ikke så meget, at den ikke kunne snakke, men bare sidde og kigge på ham med dens store søde hundeøjne. Han havde Kalle med over det hele, selv til hans farfars 80 års fødselsdag, og de legede sammen på legepladsen ovre i parken. En dag sad Bubba og Kalle og så fjernsyn, og lige pludselig kom der en reklame, hvor man kunne vinde et halsbånd til sin hund, som gjorde, at den kunne tale. For at være med i konkurrencen skulle man skrive indtil det nummer, der stod i reklamen om ens bedste oplevelser med ens hund. Det gjorde Bubba så i håbet om at vinde. Ca. en uge efter kom der en pakke til Bubba, hvorpå der stod: ”Tillykke, det var en rørende historie, og det lyder til at du holder af din hund over alt i verden. Derfor har vi besluttet, at det er dig, der skulle have det talende halsbånd” Bubba blev så overdrevet glad, at han hoppede og jublede, Kalle troede, de legede, så han hoppede med. Bubba åbnede pakken og læste brugsanvisningen godt igennem for ikke at gøre noget galt. Han satte halsbåndet på hunden og tændte det. Så spurgte han Kalle, om han kunne tale. Der gik et stykke tid, og så snakkede Kalle ellers løs om alt muligt. Nu var Bubba blevet så glad og lykkelig, som han overhovedet kunne, for nu havde han en ven, som han kunne snakke med om alt. Så var det lige meget, at det kun var en hund. For hunden er jo menneskets bedste ven.