Bubbas barndom og det sorte tårn

Bubba var en lille dreng, der aldrig måtte noget for sin mor, og han kunne ikke spørge sin far. Han flyttede væk, da Bubba var omkring 8 år. Bubba havde ingen venner, men en ven havde han da, og det var Allan. Allan var der altid, og han støttede ham, selvom Bubba var en af dem, der blev holdt udenfor. Bubba havde altid nogen til at holde øje med ham. Både i skolen var lærerene ekstra opmærksomme på ham end på de andre elever, og pædagoger var også mere opmærksomme på ham end på andre i alle de forskellige klubber, hans mor havde meldt ham ind i. Han så altid, at de andre drenge og piger i klassen og klubberne tale om, hvad de skulle lave efter skole, og om hvor sjovt de havde haft det, sidst de var sammen, men ting som det var ikke noget Bubba nogensinde kunne tale om. En gang i mellem hvis han rigtig gerne ville noget, spurgte han ikke om det, for han var lidt bange for sin mor. Især når hun kiggede ud af køkkenvinduet, imens hun vaskede op med sine gamle, gule gummihandsker. Der var ikke noget, når hun kiggede ud af vinduet, men hun stirrede underligt, som om hun var vred og rasende, og det var tydeligt at se i hendes øjne. Når man kiggede ud af vinduet, faktisk alle vinduer, kunne man ikke se noget andet end bare jord, mudder og lidt græs, som solen skinnede på dagen lang, men i det vindue Bubba havde på sit værelse, kunne man se noget andet. Man kunne se et meget stort hus med et højt tårn. Det var stort, sort og ødelagt. Der var ingen vinduer og døre, for de var alle revet ned, og ind ad de tomme huller hvor der skulle være vinduer, kunne man se gamle, slidte møbler. Det var to grønne stole, én sofa og to sofaborde. Det store tårn ved siden af var også sort. Der var ikke ret meget ved det, men der var en række vinduer højt oppe tæt ved toppen, som der intet glas var i. Ingen boede der, men om natten kunne Bubba nogle gange høre stemmer og lyde derfra. Han var altid bange om natten for de lyde. Han sagde ikke noget om det til nogen, men kun nogle gange til Allan, og de troede begge to, at det kom fra det ødelagte hus. En dag havde Allan foreslået at tage hen og undersøge det, og da Bubba endelig tog sig sammen for at spørge om de måtte, var svaret et fuldstændig klart og bestemt nej. Så han måtte ikke noget som helst for sin strenge mor, og han kunne i hvert fald ikke sige imod. Ikke før hans 13 års fødselsdag. Den fødselsdag Bubba havde ventet længe nok på. Den ene fødselsdag som kunne ændre, hvad han måtte og ikke måtte, for det var jo den fødselsdag, hvor han blev en teenager og måtte bestemme over sig selv.