Oplysningstiden var en periode, der regnes fra omkring 1690 til 1800-tallet i Europas historie. Oplysningstiden kom fra England og Frankrig, men blev først rigtig ”integreret” i Danmark ved hjælp af Ludvig Holberg. På denne tid var der enevælde og stor forskel imellem de sociale klasser. Bønderne havde ingen magt og indflydelse i samfundet, hvorimod kongen, kirken og adelen fortsat fra det tidligere århundrede besad magten. Borgerne strømmede til hovedstaden København, og gjorde oprør mod det autoritære samfund.
Oplysningstiden bygger på rationalisme og empirisme. Rationalisme kommer af det latinske ord ratio, der betyder ”fornuft” og empiri betyder erfaring. Oplysningstidens filosoffer mente at alle mennesker var født lige og alle var i besiddelse af en grundlæggende fornuft, som det enkelte individ skal bruge sammen med sine erfaringer og hermed kunne dømme, hvad der er etisk og uetisk korrekt. Enhver påstand skulle kunne begrundes logisk eller empirisk, for mennesket var i stand til at tænke selv og argumentere for ens synspunkter og respektere andres. Derudover troede man også på det frie og uafhængige menneske. Med fornuften som omdrejningspunkt i denne periode, forsvandt enhver form for irrationalisme som overtro derindunder trolddom og hekse.
Religionen kom også til debat i oplysningstiden.. Kirkens magtmisbrug blev kritiserede, for på det tidspunkt var det kirken der kunne læse og skrive og dermed formidle og fortolke biblen. Nu kunne mennesket selv fortolke og stille spørgsmål. Menneskets fornuft skulle gøres til den højeste autoritet. Det betød så ikke at individet ikke troede på Gud længere, men de anerkendte deismen, der betyder at Gud har skabt verden, men herefter blander Gud sig ikke mere i menneskets liv.
Det er gratis at oprette en konto