Tolerance: en personlig refleksion

Hvad er tolerance? Ja, hvad er det? Tolerance, for mig, er at man accepterer hinandens forskelligheder og at man ikke gør forskel på nogen, uanset udseende, tro, interesser el. lign. At have nogle generelle meninger om mennesker, fordi de ser sådan-og-sådan ud, eller fordi de interesserer for de-og-de ting, synes jeg okay. Det har jeg selv. Men man skal være i stand til at ligge dem fra sig, når det er nødvendigt. Også skal man have en grund, til at mene det, man mener. Gode grunde. Ikke sådan noget alle-der-bærer-pentagram-er-satanister-for-det-siger-min-moar. Erfaringer. Viden. Når man hører ordene "religion", "tro" og "tolerance", kommer de fleste sikkert til at tænke på Islam og fundamentalistiske muslimer. Jeg kommer til at tænke på noget andet. Jeg kommer til at tænke på Kristendommen. Men det hænger måske sammen med mine erfaringer... Mine erfaringer Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg er et religionsinteresseret menneske, og at jeg har en vis viden om en del religioner. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er kristen. Tværtimod. Jeg tror på en af de religioner, som kristendommen har det rimelig svært ved: Jeg er wiccaner. Når man, som jeg gør, daffer lidt rundt på Internettet og kommer ind på nogle af disse kristne debatforums, så er det rimelig chokerende at læse nogle af de "fakta" de putter op om wicca. Blandt andet har jeg læst en artikel, hvor wiccanere bliver kaldt "satanstilbeder". Meget mærkeligt. Specielt når man ikke engang tror på Satan. Eller Gud. Eller jeg har været ude for, at "respekt for naturen" bliver til "sex i grupper". Dybt latterligt. Generelt er der en del propaganda på Internettet om forskellige religioner. Det er jo ikke sådan, at det er de mest tolerante mennesker, der skriver artikler om hvor-er-alle-der-ikke-har-den-samme-tro-som-mig-onde. Og langt de fleste sider er mest interesseret i den slags artikler. For artikler om at-vi-skal-være-tolerante "sælger" jo ikke lige så godt. For det er jo meget sjovere at læse om, hvor onde alle andre er, så vi kan side og sige "Hvad sagde jeg! DEN religion er jo ond!". Hvorefter vi kan side være lykkelige over, at vi ikke faldt for Det Ondes spil. Det er trist. Meget trist. Heldigvis findes der tolerante mennesker i alle religioner. På et af de wiccanske debatforums, som jeg kommer på, er der en kristen kvinde. Faktisk at hun gift med en af de mest utolerante, kristne mennesker jeg nogen sinde har diskuteret med: Moses Hansen. Men hun er faktisk meget venlig, og i modsætning til de fleste andre, dybt kristne mennesker der er aktive på Internettet, har hun læst en del om wicca. Det er altid dejligt at støde på sådan et menneske. Det får en til at tænke på, at selv blandt de monoteistiske religioner, findes der tolerance for os med flere guder. Selvfølgelig findes der også utolerance blandt wiccanerne. Specielt har en del wiccanere set sig sure på Kristendommen. Hvorfor? Fordi vi ikke forstår Kristendommen. I Kristendommen sætter man Gud over manden, manden over kvinden, og kvinden over naturen. Manden over kvinden. Jeg gentager: Manden over kvinden. Og så lader jeg det lige stå lidt for sig selv. Manden over kvinden. Det kan godt være, at wicca blev skabt af en mand (Gerald Gardner), men størstedelen af de nuværende wiccanere er kvinder. Hvordan pokker kan en kvinde acceptere sådan en tro? Jeg forstår det ikke. En anden forskel ligger i selve det "gudommelige". Ifølge Kristendommen er Gud over mennesker, og mennesket er over naturen. Ifølge wicca er guderne (Gudinden og Guden) naturen. Og vi er en del af naturen. Vi hæver os ikke over naturen, men er, tværtimod, en del af den. En lille del, som faktisk kan undværes. De monoteistiske religioner. Når, men inden det her går hen og bliver en hel Wicca vs. Kristendommen-essay, må jeg vist hellere fortælle om nogle andre ting. Og hvad skal det blive om? Islam? Ja, Islam og Kristendommen. Alle har hørt om Korstogende. Alle ved, at det var noget med nogle kristne og nogle muslimer, der sloges om Det Hellige Land. De mente begge, at de havde krav på det. Og samtidig, med at de sloges, skulle de lige omvende hinanden. Når fx de kristne tog muslimer til fange efter en kamp, så spurgte de kristne, om muslimerne ville lade sig døbe i Sønnen, Faderen og Heligåndens navn og blive omvendt. Hvis de gjorde det, ville de overleve. Det samme kunne ske, hvis de kristne tabte. Muslimerne stillede dem nogenlunde det samme spørgsmål. "Bliv muslim eller dø." Som de gode, rettroende mennesker, de var (både muslimerne og de kristne), sagde de selvfølgelig: "Nej, jeg vil ej. Jeg er en god, rettroende..." Også blev de et hoved kortere. Og fik de noget ud af det? Næ... Det eneste der skete under de krige, var at en masse gode, rettroende mænd gik hen og døde, fordi de var fundamentalister. Men er vi blevet klogere? Nej, det er vi ikke. Vi fører ganske vist ikke krig af religiøse grunde, men derfor kan vi jo stadig godt syntes at Islam er en kvindeundertrykkende, "ond" religion. Men faktisk er Islam i gang med en udvikling. Det vil tage lang tid, selvfølgelig, men det lykkedes for de kristne kvinder at blive fri. Og det vil lykkedes for de muslimske. Faktisk var Kristendommen på præcis samme måde engang. Kvinder måtte intet. De skulle bare side og se søde ud. Også føde nogle børn. Drengebørn, selvfølgelig. Stærke, gode, rettroende drengebørn, som kunne vokse op og blive lige som sin far. Men sådan er det ikke mere. For et par uger siden, havde jeg en diskussion med min mor. Jeg mente helt bestemt, at der i Biblen stod, at kvinder skulle bære tørklæde. Min mor var helt uenig. Og stædig. Når, men her for et par dage siden, kom hun med en indrømmelse: Hun havde læst Biblen (hun er jo mere eller mindre kristen, så selvfølgelig ejer hun den) igen. Og ved I hvad? Hun fandt sørme stedet, hvor det stod. Så jeg fik ret. Og hvad vigtigere er: Vi blev sørme også enige om at der findes flerkoneri i Biblen! Blandt andet i historien om Ruth, en kristen kvinde, som giftede sig med en mand, der allerede havde en et par koner. Ligesom vi har stamfaderen Abraham, Isaks far, som rent faktisk havde en elskerinde - og en søn med hende. Okay - Abraham var jøde, men det var Jesus også. I Biblen står der intet om, hvordan manden skulle behandler sine koner. Det gør det i Koranen. Allahs (Allah betyder i øvrigt bare 'Gud') profet, Muhammed, skrev i Koranen, et antal regler for hvordan manden skulle være for sine koner, og hvordan konerne skulle være for sin mand. Der står faktisk også hvor mange koner manden må have. Ligesom der står, at hvis han ikke kan elsker dem alle lige meget, så skal han kun holde sig til en. Årh, ja - Og konen må faktisk godt forlade manden, hvis han ikke behandler hende retfærdigt. Det er ganske vist ret svært, men hun må. Det måtte hun ikke i Kristendommen. Jeg er glad for, at vi ikke lever i et fundametalistisk land. Om det så var et kristent eller et muslimsk. Eller noget helt tredje. Religionsfrihed. Jep, jeg går ind for det. Jeg synes, vi skal droppe idéen om, at have en statsreligion. Og Kirkeskatten. Jeg melder mig i hvert fald ud af Kirken, når jeg får mulighed for det. Hvis pengene gik til at bevare de gamle kirker, ville jeg måske ikke gøre det, men det gør de ikke, så... Jeg går også ind for, at "Kristendomsundervisning" bliver ændret til "Religionsundervisning". Dem der er imod det, har vist glemt hvor dødssygt, det er at side og læse i Biblen. I hvert fald var det ikke noget, der får mig til at springe af glæde. Tværtimod. "Åh nej, skal vi nu have Gravkammertime igen?" Gravkammertime = Kristendomsundervisning. Jeg tror da også på, at børnene vil blive mere tolerante over for andre religioner, hvis de hører om dem i skolen. Både de negative ting og de positive ting. Og så har Jødedommen, Kristendommen og Islam de samme rødder. Måske burde folk begynde at huske lidt på det... Sandheden...? Så, nu er jeg vist færdig med at brokke mig over danskernes mangel på tolerance, og er klar til at kigge på de fakta der er skrevet på første side. I Guder, hvor det varmer mit hjerte, at se, at kun 10% af danskerne er fundamentalistiske. Og at hele 67% er enige med mig, at der findes sandheder i flere (alle...) religioner. For hvad er sandheden? Ingen ved det. Blandt wiccanerne er der en tro på, at alle har deres egen sandhed. Ligesom at alle religioner har en del af sandheden. Hvad sandheden så end er.