Refleksion over ventetid, kærlighed og tålmodighed

At vente, er nok det som vi mennesker mest frygter. Det værste, man kan udsætte det moderne mennesker for, er ventetid. Jeg synes, at der er en kunst at kunne vente, for det kræver stor tålmodighed. Og nogle gange en så stor tålmodighed, at vi bare giver op. Vi venter alle sammen på et eller andet, og nogle gange er det ubevidst. Det er tider, hvor vi ikke ved, hvad vi egentlig venter på. Og de er netop dét, der gør os opgivende. Vi er bange for, at det vi venter på ikke når at komme, vi frygtet ventetiden. Vi udfordrer ikke vores tålmodighed, men smider den væk.

Faktisk er det tiden, som vi venter på. Vi venter på at kl. bliver 22.00, så vi kan sove, venter til kl. bliver 07.00, så vi kan stå op og tage på arbejde eller i skole. Og tit brokker vi os over tiden, enten fordi den går så hurtig, at vi ikke kan forstå det, eller så langsom så vi er ved at falde i søvn. Jeg ville ønske, at man kunne styre tidens fremgang, alt efter hvilken situation man befinder sig i. Men jeg ved, at alt hvad vi ønsker ikke går i opfyldelse, og det er netop den tanke der forhindrer os i at vente længe nok. Vi har alt for mange urealistiske drømme og forventninger. Og så er det, at jeg stiller mig selv dette spørgsmål: “ Hvorfor fylde tankerne med drømme, ønsker og forventninger, der ikke kan realiseres, og hvorfor vente på at det sker? “ Selvom jeg stiller mig selv dette spørgsmål flere gange om dagen, har jeg endnu ikke et konkret svar på det. For jeg gør det også selv. Når jeg ligger i min seng, og det faktisk er meningen at jeg skal sove, fordi jeg skal tidligt op, får jeg aldrig sovet som planlagt. For idet jeg ligger hovedet på min pude, begynder tankerne at køre, og uden rigtig at ane det, og uden rigtig at ville det, begynder jeg at fantasere. Det kan tage minutter, og det kan tage timer, jeg aner det faktisk ikke. Men jeg elsker at fantasere. For når jeg fantasere, kan jeg gøre det uden brug af ord, og jeg kan gøre det så hemmeligt, at ingen andre end jeg selv ved det. At fantasere er også en kunst, men vi udnytter tit denne kunst på en forkert måde, at den sårer os. Men det er ikke vores fantasi der sårer os, det er blot tanken om, at det bare er en fantasi, noget der ikke vil ske; og det rammer os hårdt.