En af de mest iøjnefaldende ændringer ved de forenklede fælles mål for historieundervisningen i Folkeskolen er, at historiebrug nu er blevet et selvstændigt kompetenceområde. På den ene side kan historiebrug være et vanskeligt område at arbejde med både for lærer og elev. På den anden side må man sige, at netop forståelse af at ’historie’ er noget, som både kan bruges og misbruges, er helt centralt for børn og unge, der skal blive klogere af, og på, fortiden.
Historiekultur og -brug
Et grundvilkår i historieundervisningen er, at eleverne arbejder med et genstandsfelt – fortiden eller den levede historie, der i sig selv er forsvundet, og som man kun kan beskæftige sig med ved at iscenesætte den som en beretning eller fortalt historie. Den fortalte historie er således en konstruktion, hvis form og indhold bliver til, forstås og bruges i samspil mellem fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning.
Selv om den levede historie som sådan er væk, møder vi konstant spor og aspekter fra fortiden i form af kilder, artefakter, byrum, kulturlandskaber, ritualer, traditioner, adfærd, værdigrundlag, normer osv. De udgør sammen med de fortalte historier vores historiekultur, dvs. det, som på forskellig vis knytter fortid og nutid sammen. Historiebrug er anvendelsen af denne historiekultur. Det centrale i historiebrug er altså ikke viden om historie, men viden om hvordan historie bruges af andre med forskellig sigte og funktion.
Det er gratis at oprette en konto